Fordi en god aktivitet ikke kun er for dem, der råber først
Der findes næsten altid tre slags deltagere i en aktivitet. Der er dem, der er klar, før du har forklaret reglerne. De står allerede på startlinjen, selvom der endnu ikke er en startlinje. Der er dem, der gerne vil være med, men lige skal se, om det bliver farligt, pinligt eller kræver, at man siger noget højt. Og så er der dem med hænderne i lommerne, som udstråler, at de tilfældigvis er til stede, men bestemt ikke har underskrevet en kontrakt om deltagelse.
Hvis aktiviteten kun passer til den første gruppe, får du fart, lyd og muligvis imponerende engagement. Men du mister også en del af flokken. Hvis aktiviteten kun passer til de forsigtige, risikerer du, at de energiske begynder at opfinde deres egne aktiviteter. Det gør de hurtigt. Ofte med møbler, pinde eller noget, der ikke burde kunne trille.
At få alle med handler derfor ikke om at lave en aktivitet, hvor alle gør præcis det samme med præcis samme begejstring. Det handler om at skabe nok forskellige indgange til, at flere typer deltagere kan finde en rolle, der giver mening.
Start med en lav dør
En lav dør betyder, at det er nemt at træde ind i aktiviteten. Man skal ikke kunne noget særligt. Man skal ikke kende nogen i forvejen. Man skal ikke stille sig alene foran gruppen og mime en kaffemaskine, mens 23 mennesker gætter forkert.
Aktiviteter med lav indgang er særligt gode i starten. De gør det muligt at deltage uden at føle sig udstillet. Det kan være små holdopgaver, fælles udfordringer, gættelege, simple stafetter eller aktiviteter, hvor man kan hjælpe uden at være hovedperson.
Den første succes må gerne være lille. Måske griner gruppen sammen. Måske lykkes en opgave. Måske opdager den stille deltager, at man godt kan være med uden at blive trukket ind på midten som dagens pædagogiske projekt. Det er rigeligt til at begynde med.
Giv de hurtige noget at bruge energien på
De vilde deltagere er ikke problemet. De er bare tydelige. De har energi, initiativ og en kropslig overbevisning om, at alle rum kan bruges til bevægelse, hvis man er modig nok. Den energi kan ødelægge en aktivitet, hvis den ikke får en retning. Men den kan også bære aktiviteten, hvis den bliver brugt rigtigt.
Giv de hurtige roller, hvor energi er en fordel, men ikke det eneste der tæller. De kan hente materialer, demonstrere en bane, være første hold i en prøverunde, holde tempo i en stafet eller hjælpe med at få andre i gang. Men pas på med at gøre dem til centrum hver gang. Så lærer gruppen hurtigt, at aktivitet betyder, at de samme tre personer løber, råber og vinder.
Det kan også hjælpe at lave aktiviteter, hvor fart ikke automatisk giver sejr. Hvis der er bonus for samarbejde, præcision, opfindsomhed eller ro, får flere deltagere en chance. Den hurtige kan stadig være vigtig. Bare ikke alene.
Giv de stille en rolle, før de forsvinder
De stille deltagere siger ikke altid nej. De siger bare ikke ja så højt, at nogen hører det. Hvis man ikke er opmærksom, kan de glide ind i kanten af aktiviteten og blive til publikum. Det er synd, for de har ofte set det, de andre overser. De kender reglen. De har en løsning. De venter bare på et sted, hvor den kan bruges.
Her er roller en gave. En stille deltager kan være tidtager, kortlæser, materialemester, idéperson, observatør, pointfører eller den, der må give næste instruktion til holdet. Det vigtige er, at rollen faktisk betyder noget. Ingen føler sig inkluderet af at få lov til at holde en blyant, som ingen bruger.
Små grupper kan også hjælpe. Mange taler lettere i en gruppe på tre end foran 28. Hvis aktiviteten kræver fælles beslutninger, kan man lade alle i gruppen komme med ét forslag, før holdet vælger. Det lyder måske lidt ordentligt, men det virker. Og det forhindrer, at den mest højlydte deltager vinder diskussionen på lydstyrke alene.
Deltagelse kan have flere niveauer
Nogle gange tror voksne, at deltagelse betyder, at alle skal gøre præcis det samme. Men sådan fungerer mennesker sjældent. Især ikke mennesker, der lige er kommet ind fra frikvarter, har nye sko på eller er usikre på, om legen ender med at være pinlig.
En aktivitet kan med fordel have flere niveauer. Man kan være fuldt med. Man kan være hjælper. Man kan se første runde og deltage i anden. Man kan være en del af et hold uden at være den, der udfører den mest synlige opgave. Det gør ikke aktiviteten svagere. Det gør den mere rummelig.
Det betyder ikke, at alt skal være frivilligt og flydende. Rammer er stadig vigtige. Men inden for rammen kan der være forskellige måder at være med på. Nogle børn springer ind fra start. Andre skal have en lille bro. Byg broen, før du brokker dig over, at de ikke svømmer.
Pas på med pinlighedsfælden
Mange sjove lege balancerer på kanten af det pinlige. Det kan være helt fint, hvis gruppen er tryg. Men i en ny eller blandet gruppe kan pinlighed lukke folk hurtigere ned end en regnbyge over et papirflyværksted.
Spørg dig selv, hvem der risikerer at blive udstillet. Skal nogen synge alene? Danse alene? Gætte noget, alle andre ved? Være “den langsomme”? Blive valgt sidst? Hvis ja, skal aktiviteten måske justeres. Lav det i hold. Gør det frivilligt. Lad voksne gå foran. Eller vælg en version, hvor alle ser lige fjollede ud på samme tid. Det er ofte den mest retfærdige form for komik.
Humor er godt. Men humor fungerer bedst, når man griner sammen, ikke når gruppen griner af én.
Det praktiske overblik
| Deltagertype | Har ofte brug for | Gode greb |
|---|---|---|
| Den meget energiske | Retning, tempo og klare grænser | Fysiske roller, korte runder, bonus for præcision |
| Den stille | Tryg indgang og en meningsfuld rolle | Små grupper, konkrete opgaver, tid til at tænke |
| Den skeptiske | Mulighed for at se an uden pres | Hjælperrolle, prøverunde, frivillig første deltagelse |
| Den konkurrencestærke | Fair rammer og andre måder at lykkes på | Point for samarbejde, blandede hold, fælles mål |
| Den usikre | Lav risiko for pinlighed | Holdopgaver, tydelige regler, ingen solopræstation fra start |
Inklusion er ikke at gøre legen kedelig
Nogle frygter, at hvis alle skal kunne være med, bliver aktiviteten tam. Det behøver den ikke. Tværtimod bliver en leg ofte bedre, når flere faktisk deltager. Der kommer flere idéer, flere grin og færre personer langs væggen, der laver den klassiske “jeg er bare her for at observere”-stilling.
At få alle med kræver ikke, at man fjerner energi, konkurrence eller udfordring. Det kræver bare, at man tænker over indgangen. Hvem tør starte? Hvem har en rolle? Hvem bliver overset? Hvem fylder for meget? Og kan aktiviteten justeres, så flere får mulighed for at lykkes?
Når det lykkes, mærker man det hurtigt. Gruppen bliver bredere. Flere stemmer kommer i spil. De vilde får retning. De stille får plads. Og dem med hænderne i lommerne opdager pludselig, at de måske alligevel står lidt tættere på legen end før.
Det er ikke magi. Det er bare god planlægning med menneskekendskab og en smule tålmodighed. Og måske en regel om, at ingen må vælge hold ved at råbe navne, som om det var en auktion.
