Død og levende bold

Død og levende bold: når to bolde tager livtag med klassen

Det er en af de der lege, der lyder enkel, indtil man har prøvet den. To bolde, en stor græsplæne og en flok deltagere er alt, der skal til, før eftermiddagen pludselig forvandler sig til et lille drama med både ofre, opstandelse og strategi. Reglerne er til at forstå, og dramaet skriver sig selv, så snart den første spiller sætter sig dramatisk ned i græsset og hvisker “jeg er død”.

Banen og udstyret

Find et stort areal og afgræns det med jakker, kegler eller bare en uskreven aftale mellem deltagerne. En stor græsplæne er klassikeren, men en parkeringsplads eller den fjerneste ende af skolegården gør det også. Find derefter to bolde, der ikke ligner hinanden det mindste. Det er afgørende. Hvis nogen forveksler dødsbolden med oprejsningsbolden, ender hele legen i en stille filosofisk samtale om liv, død og kasteretning.

Sådan dør man, og sådan kommer man tilbage

De to bolde har hver deres opgave, og det er her, hele legen står og falder.

• Dødsbolden: Den må kastes friskt og frejdigt med hænderne, præcis som man har lyst til. Bliver man ramt, er man død og synker værdigt ned i græsset, hvor man sætter sig og ser modstanderne ned i jorden indtil videre. Griber man derimod bolden eller samler den op fra græsset, er man pludselig en farlig kaster selv, og turen er din.
• Oprejsningsbolden: Den er reddenes redning. Den skal kastes lavt hen over jorden, så de døde kan nå at samle den op. Når en død har fået bolden i hånden, må vedkommende stå op og sende den videre til en anden død. På den måde rejser de døde sig igen, en efter en, som et lille mirakel midt på græsplænen.

Et par bemærkninger fra slagmarken

Erfaringen viser, at det ofte er mere effektivt at have et par strateger, der koncentrerer sig om at få de døde op at stå igen, end at alle bare prøver at gøre det modsatte hold koldt. En velplaceret oprejsningsbold kan vende hele spillet på fem sekunder, og det er præcis derfor, legen aldrig bliver kedelig. Mod slutningen er der typisk en uvis stilling med et par opretstående og en hel forsamling, der enten er døde, levende eller midt i en hektisk forhandling om, hvad der lige skete.

Det praktiske