Fastelavnstøndeslagning for store spejdere

Fastelavnstøndeslagning for store spejdere: når tønden nægter at give op

Den klassiske fastelavnstønde er på papiret et stykke pap med slik i. Det er fint nok til børnehavebørn og forsigtige formiddagsslag, men når troppen og klanen står klar med opsmøgede ærmer og blodigt alvor i blikket, virker en helt almindelig tønde uærlig let. Løsningen er enkel: man laver tønden en smule mere modstandsdygtig, så slaglinjen bliver længere og publikum får valuta for ventetiden i kulden.

Sådan bygges en tønde der vil leve længe

Tag en helt almindelig fastelavnstønde og fyld den langsomt op med byggeskum. Det skal foregå i flere omgange, så skummet får lov til at størkne mellem hvert lag. Forsøger man at klare det hele på én gang, ender man med en tønde, der nærmest svulmer indefra, og det er hverken kønt eller særligt brugbart. Husk derfor at lave det i god tid, gerne dagen før, så ingen står og puster ud i tønden femten minutter inden festen begynder.

Når skummet er hærdet, ser tønden ud som altid udefra. Forskellen mærker man først, når den første slagmand træder frem og opdager, at tønden tager imod slag som en bokser, der lige har spist morgenmad. Den giver sig en lille smule, lyder hult, og bliver så stående og griner.

Køllen, rafter og den langsomme erkendelse

Start altid med en almindelig kølle. Det er her, fornøjelsen ligger. De første tyve slag vil føles som om man banker på en mur, og deltagerne vil veksle mellem ægte undren og en stille mistanke om, at lederen har snydt på vægten. Det er fuldt ud hensigten. Lad dem kæmpe, lad dem skiftes, lad dem grine ad hinanden, og hav rigeligt med billeder klar til troppens næste opslagstavle.

Når det står klart, at køllen ikke får tønden ned i denne livstid, kan en rafte tages i brug. En rafte er længere, tungere og giver hver slagmand fornemmelsen af at være lidt mere seriøs i ærindet. Tønden falder stadig ikke uden videre, men nu er ærekampen i hvert fald nogenlunde ligeværdig. Når den endelig giver efter, plejer der at være en velfortjent jubel og et par hænder, der lige skal rystes lidt løse.