Følekimsleg

Følekimsleg: Når fingrene skal gætte før øjnene

Der findes lege, hvor man skal være hurtig. Lege, hvor man skal være stærk. Og så findes der følekimsleg, hvor man primært skal være villig til at putte hånden ned i en sæk, man ikke kan se ind i, og håbe på det bedste. Det er en klassisk gættekonkurrence, hvor fingerspidserne får hovedrollen, og øjnene må sidde over.

Konceptet er enkelt nok til at virke for de mindste, og samtidig snedigt nok til at få voksne til at stå og fumle eftertænksomt med en kogle, mens de mumler “er det en pølse?”. Det er, kort sagt, en leg, der gør alle lige dårlige.

Sådan foregår det

En af de voksne (eller den mest dramatiske i forsamlingen) lægger an med en lille fortælling: “Lystig er i strålende humør i dag. Han har fået en lykkepose. Kan I mon regne ud, hvad der er i den?” Navnet på hovedpersonen kan udskiftes med hvad som helst, der lyder muntert nok til at retfærdiggøre en sæk fyldt med tilfældige genstande.

Herefter går sækken på omgang. En efter en stikker deltagerne hånden ned og forsøger at genkende så mange ting som muligt udelukkende ved at føle. Ingen kigger, ingen snyder, og ingen får point for at råbe “jeg er sikker på, det er en agurk” hvis det viser sig at være en gammel tøffel.

Kunsten at fylde sækken

Selve genstandene er hele legens hemmelige ingrediens. Det handler om at finde balancen mellem det forventelige og det forvirrende. Lidt for nemt, og deltagerne kører igennem som var det en indkøbsliste. Lidt for svært, og man får en flok mistroiske gæster, der spørger, om man overhovedet selv ved, hvad der ligger derinde.

• Et par lette starthits: kogle, blyant, ske, sten.
• Et par mellemsvære: skruelåg, kork, viskelæder, en lille bold.
• Et par drilske: en halv kartoffel, en gummihandske fyldt med ris, eller en lun tomat (på eget ansvar).

Det er fuldt lovligt at putte noget klamt i, men husk at den ansvarlige for sækken også står med ansvaret for de efterfølgende skrig.

Faktaboks