Kæmpebrætspil: når spillerne selv bliver brikkerne
Et almindeligt brætspil foregår siddende, med en kop kaffe inden for rækkevidde og en mild diskussion om hvorvidt nogen rykkede den blå brik et felt for langt. Det er hyggeligt, men det er også, lad os bare være ærlige, ikke det mest fysisk udmattende man kan finde på en søndag.
Idéen her handler ikke om ét bestemt spil, men om en metode: skalér brættet op til en størrelse hvor spillerne selv bliver til brikker. Pludselig forvandles et stille familiespil til en lille folkefest med talrige involverede ben, høj puls og et nyt syn på, hvor megen plads en almindelig terning faktisk har brug for.
Klassikeren: kæmpe-ludo
Ludo er det oplagte sted at starte. Find papir i meget store ark eller hele ruller, tape stykkerne sammen med bredt pakke-tape, og byg et felt på cirka fem gange fem meter. Mal banen op med kraftige sprit-tuscher, husk de farverige startfelter, slutfelterne og de små felter der bestemmer alle skæbner ved et terningekast.
Terningen laver du af en passende papkasse på 30 til 40 centimeter på hver led. Beklæd den med papir, mal prikker på, og du har nu en kasteklods, der kan rumme både ærefulde sejre og pinlige ottere lige inden mål.
Hvem skal med?
- Op til en snes spillere kan være aktivt involveret samtidig.
- Resten af forsamlingen finder hurtigt en rolle som heppeklub, regelfortolker eller selvbestaltet kommentator fra sidelinjen.
- Børn finder formatet vildt morsomt. Voksne opdager til deres egen overraskelse, at de også gør.
Andre spil der trives i kæmpeudgaven
Når først smagen for det store format er der, åbner mulighederne sig:
- Fire på stribe kan laves med en lodret ramme og store skiver af pap eller skum.
- Kryds og bolle bliver pludselig en sport, hvis felterne tegnes med kridt på fliser og brikkerne er hulahopringe og kegler.
- Dam og mølle egner sig fint til formatet, og giver tilskuerne god tid til at råbe ulykkelige strategiske råd.
- Skak og kinaskak kan også laves stort, men er nok ikke den helt rigtige indgang for de yngste spillere, medmindre nogen har masser af tålmodighed og et godt overblik.
Et par praktiske erfaringer
Vinden er en undervurderet modspiller. Skal kæmpe-ludo spilles udendørs, så sørg for at have et par tunge sten ved hjørnerne, ellers ender brættet med at vandre afsted henover græsplænen midt under en afgørende slutspurt.
Sprit-tuscher tørrer som regel ind, så test den lige før du går i gang med fem kvadratmeter papir. Det er en kortlivet sejr at have malet et helt bræt, kun for at opdage at det røde felt nu mere fremstår som et antydningsfuldt lyserødt.
Det praktiske
| Materialer | Papir i store ruller, sprit-tuscher i flere farver, kraftigt pakke-tape og en papkasse med ambitioner om at blive terning |
| Inde/ude | Begge dele. Indendørs skal der være plads, udendørs skal vinden være i godt humør |
| Sted | Stor stue, gymnastiksal, gårdsplads eller en velvilligt klippet græsplæne |
| Bemærk | Forarbejdet er den største post. Selve spillet kører nærmest af sig selv |
| Antal | 0-100, men en snes aktive spillere er en god overgrænse for at det ikke ender i kaos |
| Alder | 0-100. Børn elsker formatet, voksne lader sig overtale hurtigere end de selv tror |
| Varighed | En times forberedelse og derefter så længe pulsen og papiret holder |