Showtime: når stuegulvet bliver Det Kongelige Teater
Showtime er et særligt fænomen, der opstår, når en flok børn beslutter sig for, at verden mangler præcis deres optræden. Inden for cirka tyve minutter er sofapuderne stablet til en scene, plaiden gjort til scenetæppe og bedstemor sat på første række med en kop kaffe, hun ikke får drukket. Det er en aften med teater, sang, dans, fjollerier og et helt indstuderet program, som de ansvarlige selv ikke aner hvor er på vej hen.
Hvad et showtime egentlig er
Et showtime er en intern festival uden billetsalg, hvor børnene er instruktører, manuskriptforfattere, sceneteknikere og hovedrolleindehavere på en og samme tid. Indholdet er et frit valg fra et bredt repertoire: vittigheder, der ikke helt går op, dansenumre uden koreografi, sange uden tekst, mimik uden plot og fortællinger med tre uigennemskuelige twists. Det vigtigste er, at det hedder showtime og bliver annonceret højlydt, gerne flere gange, indtil publikum modvilligt finder sig en plads.
Sådan kommer man i gang
- Saml deltagerne i et hjørne og hvisk hemmeligt. Den slags planlægning er halvdelen af fornøjelsen.
- Beslut numrene. Sange er populære, både kendte og uigenkendelige. Vittigheder og parodier af forældre rangerer altid højt.
- Hvis ambitionerne er store, kan man skrive et manuskript. Det glemmes naturligvis halvvejs gennem opførelsen, men det giver en god struktur indtil da.
- Sæt scenen. Et tæppe, en lampe rettet mod stuegulvet og en eller anden form for tæppe, der kan hives til side. Sceneteknik på et niveau, der minder om landstingsteater anno 1923.
Når man er mange
Er der mange deltagere, deler man sig op i hold og optræder for hinanden og forældrene. Det giver en konkurrencelignende stemning, hvor ingen formelt vinder, men alle på vej hjem er overbeviste om, at deres hold havde det klart bedste nummer. Forældrene klapper lige meget for alt for at undgå diplomatiske kriser i bilen bagefter.
Hvorfor det fungerer
Showtime virker fordi det forudsætter intet andet end mod, fantasi og en familie der er tvunget til at sige ja. Det træner improvisation, samarbejde, hukommelse og den særlige evne til at fortsætte selvom man har glemt teksten. Som genre ligger det et sted mellem revy, talentshow og et lykkeligt kaos. Og uanset hvad resultatet bliver, har børnene haft en eftermiddag, hvor de selv var stjernerne.
| Materialer | Det afhænger helt af programmet. Skal man danse, kræves musik. Skal man puste balloner op, kræves balloner. Skal man fortælle vittigheder, kræves blot publikum, der tør grine på de forkerte steder. |
| Inde/ude | Begge dele. Indenfor i en stor stue er klassikeren. En lun sommeraften i haven hæver produktionsværdien betragteligt. |
| Sted | Hjemme hos en med god plads, eller på terrassen når vejret tillader det. En ren væg fungerer som scenebagtæppe. |
| Bemærk | Voksne tilskuere bør klappe rundhåndet, uanset hvor uigennemskueligt nummeret var. |
| Antal | Fra 1 og opefter. Et solonummer kan sagtens bære en hel aften, men flere giver mulighed for hold, drama og forviklinger. |
| Alder | Stort set alle aldre. Mest brugt af børn mellem fire og tolv, der endnu ikke har lært at være forlegne over at optræde. |
| Varighed | Fra ti minutter til en hel aften. Annoncerede pauser tæller med, og der er altid mindst tre af dem. |
