Skestafet: legen hvor håndtryk bliver højspændt diplomati
Der findes lege, hvor man løber. Der findes lege, hvor man råber. Og så findes der Skestafet, en leg, hvor man sidder helt stille, holder en fremmed i hånden, og kommunikerer udelukkende via diskrete fingertryk som var det Den Kolde Krig genfortolket af spejderbevægelsen.
Det er på papiret en uskyldig stafet. I praksis er det en social trykkoger, hvor selv den mest indadvendte deltager pludselig får brug for at træffe blitzbeslutninger med konsekvenser. Heldigvis er rekvisitterne overkommelige. En grydeske og en mønt. Det er det.
Sådan stiller man op
To lige store hold placeres på række over for hinanden, ansigt mod ansigt, og holder hinanden i hånden inden for eget hold. I den ene ende af opstillingen placeres skeen midt mellem de to rækker, klar til at blive snuppet. I den anden ende troner legelederen med en mønt, et glimt i øjet og en regelbog, der nærmest er kortere end opskriften på kogt vand.
Alle deltagere lukker øjnene. Bortset fra de to, der sidder nærmest legelederen. De får lov at kigge. Det er deres byrde, deres privilegium, deres ansvar. Og så er der den lille detalje, at det er strengt forbudt at tale. Skestafet er en leg, der dyrker stilheden som var det en olympisk disciplin.
Mønten falder, kæden skælver
Legelederen kaster mønten. Bliver det krone, sender de to seende lynhurtigt et håndtryk videre gennem deres hold. Tryk for tryk, person for person, indtil signalet når den sidste i rækken. Vedkommende har nu retten, og pligten, til at række ud og snuppe skeen.
Det hold, der får fat i skeen, rykker en plads frem. Den, der greb skeen, rykker op til pladsen nærmest legelederen, og hele rotationen tikker et hak videre. Det er en stafet i slowmotion, hvor sejren ikke måles i sekunder, men i håndtryk pr. minut.
Den farlige plat
Det er her, det bliver interessant. Hvis mønten viser plat, må intet ske. Ingen tryk, ingen bevægelse, ingen skæv vejrtrækning. Et fejlagtigt håndtryk i den lyseblå nervøsitet, et utidigt host fra naboen, en gisp fordi nogen kom til at klemme lidt for hårdt, og holdet rykker en plads den modsatte vej. Det er retfærdigt på den måde, som kun lege beregnet til konfirmationer kan være retfærdige.
Det første hold, der har fået alle deltagere helt gennem rotationen, har vundet. Belønningen er ære, hæder og retten til at hævde, at man holdt det bedste pokerface uden faktisk at spille poker.
Hvorfor virker det?
Skestafet er en af den slags lege, der lyder kedeligt på papiret og pludselig bliver hylende sjovt i praksis. Når kæden af tryk ruller gennem rækken, og man kan se hænderne dirre af koncentration, opstår der en helt særlig stemning af kollektiv, fokuseret galskab. Det er gruppedynamik i ren form, blot pakket ind i en grydeske.
Det fungerer både til skoleklasser, sommerlejre, familiesammenkomster og alt det derimellem. Forudsætningen er, at man har plads til at sætte to rækker op, en mønt der gider lande på en af siderne, og deltagere, der har overskud til at holde mund i mere end fire sekunder ad gangen.
Fakta om legen
| Materialer | En stor ske, gerne en grydeske med karakter, samt en mønt. Værdien er ligegyldig, så længe den har en plat og en krone. |
| Inde eller ude | Indendørs. Vinden er ikke skestafettens ven. |
| Sted | Intet særligt sted påkrævet. Et gulv, to rækker stole, en smule albuerum. |
| Antal | Mellem 10 og 100. Færre, og det bliver kedeligt. Flere, og det bliver et politisk topmøde. |
| Alder | Fra 10 til 100. Hvis man kan klemme en hånd og holde mund samtidig, er man kvalificeret. |
| Varighed | Indtil et hold har været hele vejen rundt, eller indtil legelederen får ondt i armen af at kaste mønt. |
| Bemærk | Tavshed er pligt. Et grin koster. |
Konklusion
Skestafet er beviset på, at man kan bygge en hel aftens underholdning op omkring et stykke køkkengrej og lidt diskret håndholderi. Den belønner tålmodighed, hurtige reflekser og evnen til at bevare pokerfjæset under pres. Den straffer pjat, lir og overmodige håndklem.
Find en grydeske. Find en mønt. Find nogle venner, der kan tie stille. Resten klarer skæbnen.
