Skydning

Skydning: Når det stille pigebarn pludselig bliver din farligste modstander

Gennem mine mange år som spejderleder har jeg haft en hemmelig svaghed for alt, der kan forlade jordens overflade i høj fart. Raketter, drager, pile, katapulter, og i særdeleshed projektiler. Hvis det flyver, vil jeg gerne kaste det, skyde det, affyre det eller i det mindste se nogen andre gøre det.

Nu er skydning jo ikke just en aktivitet, man bare lige slynger sig ud i på en regnvejrslørdag i baghaven. Heldigvis har de fleste skytteforeninger en imponerende rummelighed over for nysgerrige sjæle og åbner gerne dørene for fremmede. De stiller både våben og skydebaner til rådighed mod en yderst beskeden betaling for det forbrugte krudt.

Billigere end pommes frites

Sidst jeg var afsted med en flok, fik de 25 deltagere brændt hele 1.000 skud af. Regningen lød på små 800 kroner. Til sammenligning ville en tur på McDonald’s med de samme 25 unger have kostet mig over det dobbelte, været overstået på den halve tid og efterladt mig med en parkeringsplads fuld af tomme pommes frites-bægre. Alt i alt en ret økonomisk form for underholdning.

Vil du selv prøve, eller har du lyst til at tage børnene med, kan du enten kigge forbi de ugentlige aftener i den lokale skytteforening eller holde øje med de særlige arrangementer, der dukker op gennem året. Et opkald til foreningen i dit lokalområde er som regel det eneste, der skal til.

Det er ikke skydningen, der er svær

Selve det at skyde er nemlig ikke det vanskelige. Det er at ramme, der adskiller fårene fra de meget koncentrerede får. Og dér viser det sig hurtigt, at det er en disciplin, hvor de seje drenge med hævede skuldre og store armbevægelser sjældent har en chance.

For mens drengene knurrer om kaliber og rekyl, sidder de små, tålmodige piger og puster roligt ud, mens de prikker den ene tier i sigtet efter den anden. Det er den slags magtbalance-forskydning, der gør en hel weekend værd at sætte i kalenderen.