Ulv, får, sten

Ulv, får, sten: fangelegen hvor halvdelen sidder helt stille og lader som om de er geologi

Hver gang nogen tror, at de gode gamle udendørs lege er på vej ud, dukker der en frem fra glemslen og minder os om, at man faktisk ikke har brug for andet end en græsplæne og en flok mennesker, der gerne vil opføre sig en lille smule pinligt. Ulv, får, sten er sådan en. Den ser harmløs ud på papiret, men i praksis ender den hver gang som et lille folkemøde i kontrolleret tumult.

Opstillingen

Alle deltagere på nær to sætter sig på hug rundt omkring i terrænet. I dette øjeblik holder de op med at være mennesker og er i stedet officielt sten. Deres opgave er enkel: at blive siddende og ikke bevæge sig, uanset hvor fristende det er. De to, der står tilbage, får hver sin rolle. Den ene er ulv, den anden er får. Resten af legen er i princippet bare ulven, der jagter fåret rundt mellem de menneskelige sten.

Helle, kaos og pludselige karrierebytter

Det er her, det bliver morsomt. Når fåret sætter sig ned ved siden af en sten, er det fredet. Stenen er til gengæld ikke længere en sten, men en helt ny ulv, der rejser sig med friske ben. Den udmattede ulv, der lige har løbet hovedet af sig selv, synker dybt taknemmeligt ned i fårets gamle rolle. Det betyder, at hierarkiet i legen vendes på hovedet hvert tiende sekund, og efter et par minutter er det fuldstændig umuligt at huske, hvem der jagter hvem, eller hvorfor man overhovedet begyndte at løbe.

Lydsiden, som ingen kan undvære

Man kan godt spille legen stille, men det er en skam. Den blomstrer først for alvor, når fåret begynder at bræge indlevende, og ulven hyler af sult, som havde den ikke set en pølse i ugevis. På den måde forvandles en almindelig græsplæne på få sekunder til noget, der lyder som en bondegård i opløsning. Det er præcis den slags akustisk overskud, der gør, at børnene husker legen tyve år senere, mens naboerne diskret lukker vinduerne.