Dåb

Dåb: Tikkistammens kontroversielle morgenritual

På spejdersommerlejre rundt om i landet hænger der en sær spænding i luften, jo tættere man kommer på næstsidste dag. Ingen tør spørge direkte. Lederne smiler lidt for længe. Og et sted i bagagen ligger der mistænkeligt mange flasker sojasovs. Velkommen til Dåben, en helt egen lille retssal under åben himmel, som tikkistammen iscenesætter hver eneste sommer.

Hvordan ceremonien folder sig ud

Selve forberedelsen begynder allerede ved sæsonens start. Lederne fungerer hele året som diskrete observatører og noterer omhyggeligt hver lille forseelse: glemte tandbørster, kreative undskyldninger, ulovligt indtagne kiks efter sengetid, og generelt alt det der med rette eller urette får en leder til at hæve det ene øjenbryn.

På sommerturens næstsidste morgen, omkring klokken halv seks, bliver troppen vækket på den mindst hyggelige måde, der findes. Med badetøj under armen og håndklæde over skulderen marcherer de søvndrukne spejdere ned til den nærmeste sø eller strand, hvor scenen allerede er sat. Tre ledere har påtaget sig hver sin rolle: dommeren, juryen og bødlen.

Retssagen ved vandkanten

En efter en bliver spejderne kaldt frem. Dommeren læser anklageskriftet højt, og her er det ligegyldigt, om forseelsen er reel eller fri fantasi. Jo mere overdrevet og latterligt, jo bedre. Når dommen er læst, går ordet til juryen, der uanset bevisbyrde og almindelig retsfølelse altid kommer frem til samme konklusion. Tommelen peger nedad. En dyb, teatralsk stemme erklærer: SKYLDIG.

Så er det bødlens tur. Den anklagede bliver smurt grundigt ind i sojasovs og flødeskum, hvilket i sig selv er en ganske særlig fornemmelse klokken halv seks om morgenen. Herefter er der kun én vej, og det er ud i vandet, som på det tidspunkt af dagen typisk er nogenlunde temperatur med en isterning. Spejderen vasker sig selv ren, klatrer op igen, og næste anklagede kaldes frem.

Hvorfor det faktisk virker

På papiret lyder Dåben som noget, der burde være forbudt ved tre forskellige konventioner. I praksis er det en af de traditioner, spejderne husker længst. Der bliver grinet, hvinet og frosset, og bagefter sidder hele troppen sammen med varm kakao og en helt særlig følelse af, at de har overlevet noget sammen.