Den gyldne tændstik

Den gyldne tændstik

Der findes ingen større triumf i en miniespejders liv end at slå sit eget navn op på væggen, og helst med en lille svedperle på panden og en svag duft af røg i håret. Den gyldne tændstik er et lille pædagogisk stunt, der forvandler det at tænde et bål til en regulær prestigeøvelse, komplet med æresplakat, regler og fornemmelsen af at have klaret noget, ingen tror, man kan.

Konceptet er enkelt. På væggen i lokalet hænger en plakat med en gylden tændstik og et lille bål. Når en minispejder formår at få ild i et bål efter de stramme husregler, må vedkommende skrive sit navn og dagens dato på plakaten. Og dér står det så, til evig erindring og let drilleri af de næste hold, der prøver at klemme et navn ind på et stadigt mere overfyldt stykke papir.

Hvordan man jagter den gyldne titel

Reglerne kan tilpasses gruppen, men det er først rigtig sjovt, når de er en anelse ufrivillige. Det er nemlig ikke meningen, det skal være let. Det er nærmest hele pointen, at det ikke er let. Her er det sæt regler, vi selv kører efter, og som vi varmt anbefaler:

• Minispejderen skal selv finde alt det, der skal bruges. Ingen forhåndsleverede småkvas-buketter fra en velmenende voksen.
• Der må kun bruges to sider avispapir. Hverken mere eller mindre, og nej, søndagstillægget tæller ikke som én side.
• Der må kun bruges én tændstik. Ja, én. Den der ene.
• Bålet skal stadig brænde mindst ét minut, efter avisen er brændt væk. Det er her, de fleste taber pusten, bogstaveligt talt, fordi de puster forkert.

Det lyder enkelt på papiret. På praksis tager det som regel en eller to forsøg, lidt vrede mod fugtigt kvas, og en kort tale om, at man faktisk ikke kan bruge en bunke grangrene som primært brændsel uden et opvarmende lag i bunden. Læringen er gratis. Det er tændstikken ikke.

Den voksnes rolle

Den voksne har to opgaver. Den første er at holde mund. Det er sværere, end det lyder, særligt når man kan se, hvor det går galt. Den anden er at holde øje med, at ingen sætter ild til sin egen jakke, plakaten på væggen eller et af de mindre opmærksomme medlemmer af patruljen. En spand vand inden for armslængde er ikke en overdrivelse, men en investering i fortsat ungdomsarbejde.

Praktiske detaljer

Når navnet endelig står på plakaten, er der to ting, der følger med. Den ene er en ægte og lidt skæv stolthed. Den anden er en forpligtelse til at hjælpe næste hold med bedre råd, end man selv fik. Og det er måske den bedste pædagogiske bivirkning af det hele.