Der er kommet et brev

Der er kommet et brev

Postvæsenet leverer sjældent breve med dansetrin, men i denne klassiker fra skolegården og stuegulvet gør de det hver eneste runde. Legen er en hybrid mellem en stafet, en charadekonkurrence og en lille teaterforestilling, hvor de færreste deltagere kan nå frem uden at have lavet i hvert fald én tornado og en lettere ydmygende bollehop undervejs.

Sådan kommer brevet frem

I udpeger først en person, vi her kalder postmesteren. Postmesteren stiller sig i den ene ende af lokalet eller græsplænen og lukker øjnene. Det er vigtigt, at de virkelig er lukkede, ellers ryger hele dramaet.

Alle de andre stiller sig i den anden ende, klar til at modtage post. En af deltagerne, lad os kalde hende Frk. Line, fungerer som mellemmand. Hun råber: “Der er kommet et brev!” Resten af flokken råber tilbage i kor: “Til hvem?” Postmesteren udpeger en heldig modtager. Flokken svarer: “Hvad står der?” Og så kommer den vigtige del — postmesteren bestemmer, hvilket bevægelsesmønster modtageren skal benytte for at hente sit brev.

Den udvalgte deltager begiver sig nu af sted mod postmesteren i den foreskrevne bevægelsesform. Den, der først når frem og rører postmesteren, vinder runden og bliver selv postmester i næste omgang. Resten må gå tilbage til start og forberede sig på endnu en ydmygelse.

Bevægelseskataloget

Postmesteren kan vælge frit mellem nedenstående skridt og hop. Antallet af skridt fastsættes efter afstanden mellem flokken og postmesteren — typisk et sted mellem 1 og 20. Erfarne postmestre udnytter naturligvis, at en kuffert tæller som ét skridt, men tager evigheder at udføre.

• Bollehop: Armene svinger frem og tilbage, mens bagdelen bevæger sig synkront i samme rytme. Et trin, der med fordel udføres uden tilskuere.
• Gangsterskridt: Bøjede arme stikker langt ud til siden, og benene gør det samme. Forestil dig en cowboy, der har siddet for længe på hesten.
• Elefantskridt: Så store skridt som menneskeligt muligt. Belønnes med stor fremgang og store ømme lår.
• Gladejordbærhop: Du snurrer rundt, hopper og smiler bredt. Helst alt sammen på én gang.
• Sur jordbærhop: Som ovenstående, men med et udtryk, der antyder, at du har bidt i en citron i stedet for et jordbær.
• Kuffert: Læg dig fladt på jorden og stræk dig så langt frem, du kan. En heroisk indsats med ekstremt beskeden hastighed.
• Modelskridt: Gå frem, mens du vrikker med hofterne, som om græsplænen var en catwalk i Paris.
• Snobbeskridt: Modelskridtet, suppleret med en monolog om, hvor sej du er, og hvor stor en nørd alle andre er. Holdningen skal kunne ses fra postmesterens position.
• Tornadoskridt: Du snurrer hurtigt rundt om dig selv, mens du forsøger at bevæge dig fremad. Anbefales ikke umiddelbart efter aftensmaden.
• Lokomotiv: Du går helt tilbage til startlinjen, og når postmesteren råber start, løber du. Når der råbes stop, fryser du. Et evergreen-trick til at trække spillet ud.
• Tandlæge: Du har tabt. Tilbage til start. Ingen forklaring, ingen forhandling, blot ren ren forfærdelse.
• Danseskridt: Du danser dig frem. Stilarten er ikke specificeret, så her er fri leg for alle indre Beyoncé’er.

Listen er ikke udtømmende. Erfarne spillere opfinder gladeligt nye trin undervejs — frikadelleskridt, påfuglestolpring og bedstemoderens søndagsgang er alle veldokumenterede tilføjelser.

Den lille kunst at holde øjnene lukkede

Hele legens charme afhænger af, at postmesteren reelt ikke kan se, hvem der nærmer sig, og hvor langt de er. Det skaber både spænding og helt urimelige strategiske dilemmaer. Skal du sende din bedste ven seksten elefantskridt, eller skal du sende din storesøster på en tandlæge? Det er her, postmesteren viser sit sande jeg.