Haj efter guldfisk

Haj efter guldfisk: Når gymnastiksalen bliver det farligste rev i Nordsøen

Få lege har så lavt et udstyrskrav og så højt et adrenalinniveau som Haj efter guldfisk. Du skal bruge to vægge, en flok børn med løbesko og en enkelt højrøstet skuespiller, der kan levere replikken “Haj efter guldfisk!” med passende dramatisk knurren. Det er det. Resten klarer panikken selv.

Sådan foregår jagten

Først udvælges et par hajer, som stiller sig op tæt på den ene væg med næsen ind i tapetet. Det er vigtigt for stemningen, at de ikke kigger sig over skulderen som teenagere, der venter på bussen. De skal vise tænder. Eller i hvert mindst stå overbevisende stille.

Resten af deltagerne er guldfisk. De placerer sig et lille stykke fra hajerne med front mod den modsatte væg og forsøger at se uskyldige ud, selvom de ved, hvad der kommer.

Én udvælges som haj-dirigent. Når dirigenten råber “Haj efter guldfisk!”, forvandles gulvet til Det Indiske Ocean, og samtlige guldfisk skal sprinte mod modsatte væg uden at blive fanget af hajerne. Bliver man tikket, er man ikke længere en sympatisk lille guldfisk, men en nyrekrutteret haj med kun ét formål i livet: at gøre det samme ved sine tidligere artsfæller.

Legen fortsætter, indtil der kun er én guldfisk tilbage. Den heldige fisk har vundet, må gå rundt med løftet hoved resten af dagen og kan med rette omtale sig selv som havets sidste optimist.

Et lille tip til hajdragten

Det er ikke afgørende, men det højner stemningen betragteligt, hvis hajerne får et stykke stof i en bestemt farve at bære. Et tørklæde, en gammel viskestykke, en T-shirt, der har set bedre dage. Hvad som helst, der signalerer “jeg er rovdyr, ikke ven”. Mangler du stof, så bare giv dem en bestemt grimasse at lave. Det virker også.

Den korte version