Heste og ryttere

Heste og ryttere: en bold, to cirkler og et opsadlet kaos

Heste og ryttere er en af de der lege, hvor reglerne lyder umulige i de første tredive sekunder, hvorefter de pludselig giver mening, og man står tilbage med en flok grinende deltagere, der diskuterer, om det egentlig var rytteren eller hesten, der droppede bolden. Den kræver kun en bold, lidt plads og to nogenlunde lige store mennesker, der har det fint med at have hinanden på ryggen.

Hold og opstilling

Deltagerne deles i par. Det er en fordel, at de to i et par er nogenlunde lige store og samtidig kan bære hinanden uden at se forskrækkede ud. Den ene udnævnes til hest, den anden til rytter. Rolledelingen kan løbende byttes, og normalt har ingen lyst til at være hest alt for længe.

Hestene stiller op i en lukket cirkel, og rytterne stiller sig lige bag deres egen makker, så der dannes en ydre cirkel parallelt med den indre.

Sådan spilles legen

1. Leglederen råber sadl op!, og rytterne hopper op på ryggen af deres hest. Det er en festlig overgang, der sjældent forløber helt elegant, men det er en del af charmen.
2. Bolden kastes nu til en tilfældig rytter. Hestene står stille og koncentrerer sig om at være stabile. Rytterne kaster bolden videre til hinanden i et tempo, der hurtigt afslører, hvem der spillede håndbold i fjerde klasse.
3. Hvis bolden tabes, sker der noget. Rytterne hopper ned, kravler gennem hestens ben (altså ud af cirklen), løber rundt om hele cirklen i samme retning og finder tilbage til deres makker.
4. Når de mødes igen, hopper den, der ikke løb, op på ryggen af den anden. Hest og rytter har byttet roller, og legen fortsætter.
5. Det par, der er sidst klar igen, ryger ud af legen og skal i stedet stå og kommentere indædt fra sidelinjen.

Bolden kastes igen, og man holder ved, indtil der kun står ét par tilbage. Vinderen er enten det par med bedst kondi eller dem med mest tilgivende knæ.

Et par praktiske tip

Underlaget skal helst ikke være glat. Linoleum og våde fliser er ikke legens bedste venner, og vådt græs har en tendens til at lave heste om til pludselige fald. Et tørt græstæppe, en gymnastiksal eller en fast grusplads er guld værd.

Det er også en god idé at minde rytterne om, at deres hest ikke har ben af stål, og at hestene må gerne sige fra, hvis rytteren begynder at minde for meget om en lastbil.

Detaljer