Krabbe Fodbold

Krabbefodbold: Når benene bliver arme, og værdigheden tager en pause

Tag en helt almindelig fodboldkamp. Fjern nu det med at stå op. Bed spillerne om at vende maven mod himlen, sætte håndfladerne i græsset og bevæge sig som om de er halvt krabbe, halvt edderkop, halvt klovn. Tilsammen lidt for meget halv, men sådan er regnestykket, når man spiller krabbefodbold.

Sådan ser man ud, og sådan spiller man

Alle deltagere indtager krabbestillingen: hænder og fødder i jorden, mave opad, ryg nedad. Det føles forkert. Det ser forkert ud. Det er fuldstændig som det skal være.

Derfra spilles fodbold efter ganske normale regler, med én lille tilføjelse: ryggen må ikke røre jorden. Gør den det, er man teknisk set ikke længere en krabbe, men en strandet havkat, og må mukkende kravle videre med en smule mindre prestige.

Banen og det stille håb om græs

Sæt to mål op med kegler i hver ende. Det optimale underlag er græs, og det er ikke til diskussion. Begrundelserne er som følger:

• Det er nænsomt mod håndfladerne, som hurtigt minder dig om, at de aldrig har skullet bære nogen som helst.
• Det er forsonligt mod bagdelen, når krabbeformen kollapser uden varsel.
• Det ser markant pænere ud, når en velmenende tilskuer trækker telefonen frem.

Hvorfor egentlig?

Krabbefodbold træner mavemuskler, triceps, latterzonen omkring kæben og evnen til at se sine venner i øjnene, mens man ligner et omvendt strygejern. Det er gratis træning med indbygget selvironi, og det er anstrengende langt hurtigere end nogen havde forventet, da legen blev foreslået.

Et par taktiske vink

1. Hold bolden lavt. En højtflyvende bold er ikke en krabbes ven.
2. Pas på medspillerens fingre. Ingen vil sparkes på neglene af en, der står på alle fire.
3. Mål kommer sjældent fra geniale angreb. De kommer fra forvirring, og det er helt fint.

Detaljer