Højere eller lavere

Højere eller lavere: Drukspillet der ikke kræver en kandidatgrad i strategi

Der findes spil, hvor man skal kunne huske 47 regler, holde styr på tre slags chips og medbringe et juridisk uddannet vidne for at afgøre tvister. Og så findes der Højere eller lavere. Et spil hvor det eneste, du behøver, er en kortbunke, en kølig drikkevare og en mild forestilling om, hvad sandsynlighedsregning er for en størrelse.

Det er drukspillenes svar på en hyggelig samtale med vejret som emne: hurtigt forstået, sjældent kontroversielt, og perfekt til at fylde de der fem minutter, hvor ingen ved, hvad de skal foretage sig.

Reglerne, hvis man kan kalde dem det

I sin reneste form spilles spillet af to personer. Den ene optræder som dealer, den anden som gætter. Spillet skrider frem nogenlunde sådan her:

1. Dealeren vender det øverste kort fra bunken.
2. Gætteren udtaler sig modigt om, hvorvidt næste kort vil være højere eller lavere.
3. Gætter forkert? Så drikkes der en mundfuld. Gætter rigtigt? Så fortsætter spillet, og selvtilliden stiger med præcis ét hak.

Det er hele spillet. Resten er et spørgsmål om, hvor god man er til at acceptere, at en konge stadig kan slå en. Esset venter altid lige om hjørnet.

Hvad billedkortene tæller for

For at slippe for de evindelige diskussioner ved bordet er det en god idé at slå rangordenen fast med det samme:

• Knægt tæller som 11
• Dame tæller som 12
• Konge tæller som 13
• Es tæller som 14, og er kortet, der har knust flest selvsikre gæt gennem tiderne

Med en konge på bordet er det altså som udgangspunkt klogt at gætte lavere. Det er bare ikke en garanti. Det er det aldrig.

Varianter for den let mere ambitiøse spiller

Som alle gode folkespil har Højere eller lavere udviklet sig lidt forskelligt fra køkkenbord til køkkenbord. To af de mest udbredte varianter er:

• Alle billedkort lige. Knægt, dame og konge har samme værdi. Vender man to billedkort i træk, drikker begge spillere som en venlig anerkendelse af, at universet lige nu er ude på noget.
• Roller med konsekvens. Gætter spilleren forkert, drikker spilleren selv. Men gætter spilleren rigtigt, må dealeren tage en mundfuld. Pludselig er dealerstolen ikke længere den bekvemme plads, alle troede den var.

Mundfulde, sluk og kunsten at føre regnskab

I sjovide-traditionen er en mundfuld og en hel øl ikke det samme. En øl består af et aftalt antal mundfulde, typisk mellem fem og ti. Det betyder helt prosaisk, at hvis du har sippet fire gange til din øl, skal du bunde den femte. Det er et af de få drukspil, hvor det faktisk kan betale sig at holde let regnskab, fordi den femte mundfuld har det med at snige sig ind, lige når man havde glemt, hvor langt man var nået.