Kan du li´din nabo?

Kan du li´din nabo?

Få lege udstiller den menneskelige natur så elegant som Kan du li´din nabo? På overfladen er det bare en uskyldig stolerækkeleg. Under overfladen er det en lille social pressekogerunde, hvor alle pludselig skal forholde sig til, om de egentlig er glade for hinanden, eller om de bare har sat sig ved siden af tilfældigt.

Heldigvis er reglerne så simple, at selv legens potentielle eksistentielle krise glider lige forbi de fleste deltagere.

Sådan foregår det

Alle deltagere på nær én sidder i en rundkreds på hver sin stol. Den ene ulykkelige sjæl uden stol stiller sig i midten og udvælger et offer. Spørgsmålet lyder, fuldstændig blottet for forbehold:

Kan du li´din nabo?

Herfra kan to ting ske, og begge er morsomme på hver sin diskret pinefulde måde.

• Svaret er nej: De to naboer på hver side af den udspurgte rejser sig og forsøger at bytte plads. Imens kaster spørgeren sig efter en af de nu hjemløse stole. Den, der bliver tilovers, må overtage rollen i midten og finde et nyt offer.
• Svaret er ja: Så slipper man ikke helt fri. Den udspurgte skal nemlig tilføje en betingelse, for eksempel men jeg kan ikke li´alle dem med blå bukser eller men jeg kan ikke li´alle dem med spejdernavne. Alle, som beskrivelsen passer på, skal rejse sig og bytte plads, mens spørgeren igen prøver at snuppe en stol. Den, der ender uden plads, må videre i midten.

Tips til en velsmurt runde

Spillet bliver mere underholdende, jo mere kreative betingelserne bliver. Alle dem der har spist morgenmad rammer for bredt og udløser kaos i hele kredsen. Alle dem med præcis tre lommer på buksen er til gengæld så snæver, at ingen rører sig. Et godt sigtekorn rammer mellem en tredjedel og halvdelen af deltagerne.

Det er også en uskreven regel, at man ikke vælger betingelser, der hænger ubehageligt ved bagefter. Holder man sig til bukser, sokker, hårfarver og favoritis, kommer alle hjem med æren i behold.

Hvorfor virker den år efter år?

Fordi alle kan være med, fordi der altid sker noget, og fordi der ligger en stille tilfredsstillelse i at se en hel rundkreds sætte sig i bevægelse på grund af noget så banalt som farven på en strikbluse. Det er demokrati i lommeformat, med stole.