Kan ikke nå

Kan ikke nå: Når frokosten dingler i loftet

Der findes en gammel sandhed i den danske legekultur: Hvis du vil have børn til at koncentrere sig om mad, så hæng den op i en snor og fjern hænderne fra ligningen. Resultatet er Kan ikke nå, en holdleg hvor kæberne arbejder over, hænderne holder fri, og værdigheden i bedste fald spadserer ud af lokalet sammen med servietterne.

Sådan ser kaosset ud

Princippet er hjerteskærende enkelt. Du finder noget spiseligt, der kan tåle en lille rejse gennem luften, du finder en snor, og du finder et loft, en grenklynge eller en altanstang. Og så hænger du måltidet op i en pæn højde, hvor man lige akkurat kan nappe en bid uden at hænderne kommer ind i billedet.

Deltagerne deles op i to eller flere hold med lige mange på hvert. Holdene stiller sig pænt op på række foran deres dinglende delikatesse, og så er det stafetbid for bid. Først én bid, så ned i køen igen, og så er det næste mands tur til at gabe over et æble, der bevæger sig som et lille pendul. Det hold, der først har spist hele herligheden, har vundet æren, præmien og retten til at grine af de andre.

Faldgruber og finurligheder

Snoren skal selvfølgelig hænge i samme højde for alle hold, ellers udbryder der diplomatisk krise på stedet. Men hvis deltagerne spænder fra lommekæmper på et halvt æbleskind til langlemmede gymnasieelever, er det legitimt at lave klassedeling: et lilleputhold, et mellemhold og et voksenhold, alle med hver deres højde. Det er ikke snyd. Det er hensynsfuld banearkitektur.

Erfaringen viser, at det er klogt at vælge mad, der hænger sammen. Vindruer er smukke at se på, indtil de regner ned over gulvet ved første overivrige snap. Brød med en hård skorpe er en favorit, fordi det holder formen og giver lyden af en ægte indsats. Æbler er klassikeren, lige indtil nogen lærer at de roterer.