Kineserfange

Kineserfange: Fangelegen der ender i kreativ kropsholdning

Kineserfange er den slags fangeleg, hvor reglerne lyder helt overskuelige i to sekunder, hvorefter den første deltager bliver klasket på skæbenen og pludselig skal jagte resten af flokken med hånden plantet ved sit eget øre. Det er en leg, der på smukkest vis kombinerer adrenalin, balance og total mangel på værdighed.

Sådan gør I

Det starter som almindelig fangeleg. Én er fanger og skal røre de andre. Det specielle er, at fangeren skal holde sin frie hånd der, hvor han eller hun selv senest blev fanget. Bliver du rørt på albuen, løber du videre med hånden på albuen. Bliver du fanget på anklørne, ja, så bliver det pludselig en helt anden disciplin, som mest minder om en krabbe på mission.

Når fangeren får fat på en ny, overtager den nye rollen og skal selv holde hånden på det sted, hvor berøringen ramte. På den måde cirkulerer fangerollen rundt i flokken med stadigt mere kreative kropsholdninger som diskret bonus.

Små justeringer der gør en stor forskel

• Er I mange, kan I sagtens køre med to eller tre fangere ad gangen. Det skaber en hel udstilling af mærkværdige stillinger, og pludselig ligner skolegården et moderne dansestykke.
• Læg en uskreven aftale ind om, hvor lavt man må fange. Ellers ender legen med en række deltagere, der prøver at sprinte fremad med hånden lukket om sit eget knæ, og det er hverken kønt eller fysiologisk forsvarligt.
• Sæt en tidsgrænse pr. fanger. Har man jagtet i tre minutter uden held, har man fortjent at blive afløst og få lov til at være tilskuer med et glas saft i fred.

Hvorfor det fungerer så godt

Almindelig fangeleg kan de fleste finde ud af i søvne. Kineserfange tvinger derimod hjernen til at arbejde på flere kanaler på én gang, fordi man både skal jagte sit bytte og samtidig huske, at man har en hånd siddende et upraktisk sted. Det giver en let kaotisk koreografi, hvor selv den hurtigste løber pludselig kan blive overhalet af en lillebror med hånden på hovedet.

Bonusgevinsten er, at legen træner både balance, fart og evnen til at grine af sig selv. Den sidste er en disciplin, der bliver underligt nødvendig hele vejen op gennem livet, og man kan lige så godt få den ind med modermalken.

Faktaboks