Klappeleg

Klappeleg: når hænderne får deres helt eget liv

Klappeleg er en af de der lege, der ser idiotsimpel ud i teorien og forvandler hjernen til en kogt budding i praksis. Alle samles omkring et bord, og inden man når at sige “det her bliver da let nok”, har man sine egne hænder placeret et helt andet sted end forventet. Derfra er det bare ned ad bakke for koordinationen.

Sådan kommer I i gang

Alle deltagere sætter sig omkring bordet, skulder ved skulder. Hvis bord ikke er en mulighed, kan I sidde på gulvet, men vær opmærksom på at gulvet er hårdere, ryggen er ældre, og knæene har en mening om det hele.

Nu kommer det smarte trick: hver person lægger sine hænder foran sidemanden i stedet for foran sig selv. Det betyder, at man pludselig har to fremmede hænder stikkende ind mellem sine egne, een fra venstre nabo og een fra højre. Det er allerede her, hjernen begynder at protestere.

Spillets gang

En tilfældig sjæl starter ved at slå håndfladen i bordet. Nu skal turen videre med uret: den hånd, der ligger umiddelbart til højre for den, der lige har slået, skal være den næste til at smække. Derefter den næste hånd til højre, og så videre rundt om bordet. Hver hånd er sin egen lille spiller, uanset hvis arm den hænger på.

Reglerne kan koges ned til tre ting:

• Slår en hånd for sent eller helt forkert, ryger den ud og lægges pænt tilbage til ejermanden.
• Slår en hånd to gange i træk, skifter retningen, og så går turen den modsatte vej. Det er her selv erfarne deltagere ofte slår sig selv i ansigtet i ren panik.
• Tempoet stiger gradvist. Det er en slags ulønnet aerobic for fingrene.

Legen slutter, når der kun er én hånd tilbage. Det kan tage et stykke tid. Sørg eventuelt for snacks i nærheden, så længe håndfladerne stadig er disponible.

Hvorfor bliver det så svært?

Fordi hjernen er vant til at styre dine egne hænder. Når hænderne ligger imellem naboerne, skal du pludselig holde styr på, at “den der ligger længst til venstre er min højre, men den der ligger ved siden af er sidemandens, og hvis den slår to gange, så er det altså mig der skal…”. Halvdelen af deltagerne stirrer på bordet med store øjne. Den anden halvdel griner så meget, at de slår forkert. Begge dele er en del af charmen.

Detaljer