Min nabo

Min nabo: Hvem sidder mon ved siden af mig?

Hvor godt kender du egentlig dine venner, klassekammerater eller fætre og kusiner? Nok til at genkende dem alene på en lille humlen eller et stille “ho-hej”? Den klassiske leg Min nabo sætter ørerne på overarbejde, mens øjnene må holde pause bag et bind. Det er en leg, der altid ender med både fnis, forvirring og mindst én meget overbevisende person, som alle alligevel gætter forkert.

Sådan leger I

Deltagerne deles op i to hold. Det ene hold sendes udenfor døren (eller bag et hjørne, hvis vejret driller), mens det andet hold sætter sig i en stor rundkreds. Hver person skal have en tom stol stående lige til højre for sig, og alle binder for øjnene. Ingen smugkig – heller ikke selvom det er fristende.

Når kredsen er klar, kaldes det andet hold ind. De skal nu liste sig ind i rummet så lydløst som overhovedet muligt og finde en tom stol at sætte sig på. Hver eneste fodtrin tæller, og en knirkende stol er en lille katastrofe i sig selv.

Når alle sidder, gives signalet: de nye naboer skal nu synge, nynne eller udstøde en hvilken som helst lyd, der falder dem ind. Et signal mere, og der bliver helt stille igen. Nu skal de blinde gætte, hvem der lige har taget plads ved deres højre side.

Strategi og snyd

• Forvræng stemmen – men ikke så meget, at det lyder som en bilalarm.
• Den, der griner først, er som regel også den, der bliver afsløret først.
• Prøv at synge en sang, ingen vil mistænke jer for at kunne. Nationalsangen virker overraskende godt.
• Skift gerne plads i sidste øjeblik, hvis kredsens deltagere har vænnet sig til en bestemt rækkefølge.

Pointene tæller

Når alle har gættet, byttes rollerne om: holdet med bind for øjnene går nu udenfor, og det andet hold sætter sig i kredsen. Til slut tælles antallet af korrekte gæt sammen, og det hold, der har genkendt flest naboer, går triumferende derfra. Taberholdet skylder traditionen tro en sang eller en kop saftevand – men det aftaler I selv.

Fakta om legen