Skitse: Bro

Skitse: Bro — den klassiske lejrbålssketch, der altid ender med et plask

Nogle skitser kræver kostumer, replikker og en reglmessig instruktør med klemme på rekvisitterne. Andre kræver to spejdere, en imaginær flod og en tredje person, der er villig til at tage et makværk af et fald for sit publikum. Bro er den sidste slags.

Det er en af de skitser, der har overlevet hver eneste sommerlejr siden far selv gik til spejder, og som stadig får en helt ny generation til at grine, fordi pointen er enkel: før eller siden kommer nogen til at falde i vandet.

Sådan opfører I den

I skal bruge to spejdere, der står over for hinanden og holder hinandens hænder i et lavt greb. Det er broen. Den er stolt af sin konstruktion, men har ikke fået den fornødne vedligeholdelse i mange år. En tredje spejder spiller den intetanende vandrer, der gerne vil over på den anden side af den imaginære å.

Vandreren går forsigtigt frem, måske med en rygsæk eller en stav, og standser midt på broen for at beundre udsigten. Eventuelt holder han eller hun en lille tale om naturens skønhed, fiskenes liv eller barndomshjemmets bæk. Pointen er at trække tiden, indtil publikum næsten har glemt, at det her er en sketch.

Så slipper broen. Vandreren falder med et veltimet PLASK, gerne understøttet af resten af flokken, der råber lyden i kor fra publikum. Det er hele sketchen.

Variationer, hvis I vil pifte den op

• Brovagten. En fjerde spejder står ved broen og opkræver bropenge. Vandreren forhandler, betaler med en knap eller en sten, og falder så alligevel i, så snart pengene er afleveret.
• Den selvbevidste bro. De to broer kommenterer alt, hvad der sker oven på dem, lige indtil vandreren bliver fornærmet og selv hopper i vandet.
• Køen. Flere vandrere stiller sig op for at krydse. Broen holder vidunderligt til den første, knirker ved den anden og kollapser helt under den tredje. Pointen er den samme, men forventningen bliver bygget op stille og roligt.
• Fiskeren. En vandrer sætter sig midt på broen for at fiske. Han fanger et imaginært bid, trækker, og bliver selv trukket i vandet af det, der må være en usandsynligt stor gedde.

Et par tips fra erfarne instruktører

Hold sketchen kort. Det er fristende at fylde på med replikker, men sketchen lever af spændingen mellem det ophøjede øjeblik og det pludselige plask. Jo længere I trækker den, jo svagere bliver pointen.

Øv plasket. Et godt fald er et fald, der ikke gør ondt. Sørg for at vandreren ved, hvilken vej der skal falskes ned, og at underlaget er rimeligt blødt. Det er bedre at lande på en sovepose end på en granrod.

Og endelig: stol på publikum. En lejrbålsforsamling griner lige så højt af en gammel sketch, som de gjorde af den sidste, ti minutter før. Det er en del af charmen.

Det praktiske