Slurp!

Slurp! — legen der ender i en menneskeklump

Hvis nogen nogensinde skulle spørge dig, hvad menneskelig fysik kan finde på, når den får lov at lege uden regler, så er svaret Slurp!. En leg uden vindere, uden materialer og uden særlig værdighed. Til gengæld med rigeligt af det vigtigste: latter, klovneri og uventede berøringspunkter mellem ellers sammensatte mennesker.

Slurp! er noget af det letteste at sætte i gang. Du skal bare bruge mindst én anden person — gerne flere — og en smule plads at falde i. Det fungerer i toget, i campingvognen, henover spisebordet, på græsplænen, i forhallen til musikskolen. Med andre ord: alle de steder, hvor man hverken har brætspil eller signal, men har et akut behov for at glemme tiden i et par minutter.

Forestil dig, at du er smurt ind i lim

Hele legens fundament er en simpel forestilling: din krop er klistret. Hvad du end rører ved, bliver du hængende på. Det er ikke besværligt — det er ganske enkelt premissen. Forhindringer i form af møbler, kufferter eller en sofa er en fordel, så længe de ikke kan brække i stykker når legen til sidst styrter sammen.

En person starter ved at slurpe en anden. Det er hverken kompliceret eller hemmeligt: man siger Slurp og rører ved en anden et sted på kroppen. Slurp-lyden skrives ikke som “slurp” — den lyder mere som et lille, beslutsomt sug, som da du var seks år og spiste den sidste skefuld is. Tungen må gerne komme ud, men en udstrakt tunge i et øre er, som folk plejer at sige, knapt så charmerende som det er sjovt, og den gør det også svært at sige Slurp ordentligt.

Berøringen skal ske et sted, hvor den anden person ikke har noget imod at blive rørt. Det er ikke nødvendigvis et sted, der giver mening. Albuer er klassikere. Fødder er overraskelseshits. Knæ er stabile, men kedelige. Rygge fungerer kun, hvis man kan nå.

Når man først er klistret sammen

I det øjeblik du rører ved en anden, sidder I sammen. Punktum. Hvor end de to legemsdele mødtes, dér forbliver de, indtil legen er slut. Det betyder, at to mennesker pludselig deler ét knæ, eller at to skuldre er låst i en slags ufrivillig walzehilsen. Det kan og bør se totalt fjollet ud.

Den slurpede har nu to muligheder. Enten slurpe tilbage og dermed gøre forholdet endnu mere indviklet, eller hive en helt ny deltager med ind. Hver gang nogen slurper, klistrer en ny kropsdel sig fast et nyt sted, og hele konstellationen vokser sig mere ustabil og menneskelig på samme tid. Til sidst er det ikke længere en gruppe, men en slags omvandrende ledemotiv for, at fysik altid vinder.

Sådan slutter det

Slurp! har ingen vinder, men en meget tydelig slutning: når alle vælter. Det sker. Det er ikke et “hvis”, det er et “hvornår”. Når balancen falder, gør hele klumpen det med, og legen er slut — typisk under brølende latter og en blød landing oven på hinanden. Det er en af de få lege, hvor alle taber, og taberkåringen er den sjoveste del.

Hvorfor slurpe overhovedet?

Slurp! er på en måde det modsatte af alt det, lege normalt prøver at være. Der er ingen point, ingen retning, ingen tidtagning og ingen plan. Til gengæld kræver legen, at man slipper en lille smule kontrol — at man tør gribe fat i en albue, blive en del af klumpen, og holde fast indtil det går galt. Det er ofte præcis dén type lege, der får selv den tilsyneladende mest sammensatte forsamling til at glemme sig selv et øjeblik.

Især børn fra otte år og opefter elsker det, fordi reglerne er små og fjolleriet stort. Voksne kan også sagtens være med — sandsynligvis bør man bare være enige om, hvor langt fjolleriet skal gå, inden man sætter første slurp i gang.

Fakta om legen

Sidste slurp

Slurp! er beviset på, at man ikke behøver remedier, regler eller redningsudstyr for at få en flok mennesker til at grine helt klodset. Et ord, en berøring og lidt manglende balance — det er alt, hvad der skal til. Næste gang stemningen er ved at sive ud af en sammenkomst, så slurp den tilbage til live. Du behøver ikke at vinde. Du skal bare være med, indtil I vælter.