Tøjkæde

Tøjkæde: Den dyst hvor blufærdigheden taber først

Der findes konkurrencer, hvor man måles på styrke, hastighed eller udholdenhed. Og så findes der Tøjkæden, hvor man udelukkende måles på, hvor meget tøj man er villig til at trække af sig under presset af et stopur og et hold, der råber opmuntrende ting fra sidelinjen. Det er en leg, der starter civiliseret og slutter med, at nogen i undertrøje står og forhandler om at få sokken tilbage.

Sådan fungerer det

Deltagerne deles i to hold. Opgaven er enkel og dog overraskende afslørende: Byg den længste mulige kæde af tøj, hvor hvert stykke er bundet sammen med næste. Der er en tidsgrænse, for uden tidsgrænse går det galt på en helt anden måde. Holdet med den længste kæde, når sekunderne løber ud, har vundet retten til at føle sig overlegen resten af aftenen.

Hvor kæden vokser

I starten går alt nemt og hurtigt. Halstørklædet ryger af. Cardiganen følger trop. En spøgefugl smider sit bælte med stor entusiasme, som om det ene bælte alene afgør udfaldet. Så begynder det at blive interessant. Skjorter, T-shirts, måske et par jeans, hvis nogen virkelig brænder for sagen. Der opstår en stille, hurtig forhandling i hvert hold om, hvem der trækker hvad af, og hvem der får lov at beholde sin værdighed.

På et tidspunkt opdager begge hold, at sokker og snørebånd faktisk er længdemæssigt geniale. Og så er der altid en, der vil binde to ærmer sammen med en sløjfe, som ingen knude er stærk nok til at bære.

Et par praktiske bemærkninger

Det er fornuftigt at aftale på forhånd, hvad der ikke ryger med i kæden. Det sparer alle for akavede øjeblikke og sikrer, at legen bliver husket for det sjove og ikke for det andet. Et undertøjsforbud er en helt klassisk husregel, og den fungerer fortrinligt.

Når tiden er gået, måles kæderne, og vinderen kåres. Derefter følger den næstvigtigste del af legen: At alle finder deres egne ting tilbage. Det er erfaringsmæssigt sværere end selve dysten.