Forundringskasse

Forundringskasse: institutionens egen lille fortællekuffert

Enhver børneinstitution med respekt for sig selv burde have mindst én forundringskasse. Det er ikke en møbel-IKEA-løsning og heller ikke en pædagogisk app. Det er en kasse. Eller en kuffert. Eller en gammel hattæske. Pointen er, at den indeholder ting, som er helt umulige at forklare på fem sekunder, og som derfor får både børn og voksne til at sætte sig ned og tale sammen.

Fremgangsmåden er nærmest banal: En voksen tager kassen frem, en lille flok børn samles, låget åbnes, og så er det ellers undren, snak og spørgsmål så længe lagrene rækker. Genstandene har kun ét egentligt CV-punkt på sig: De skal kunne vække en mild forbløffelse.

Hvad ligger der typisk i sådan en kasse?

Hver forundringskasse er forskellig, men her er et eksempel på en velassorteret samling, der gerne må inspirere:

• Mærkelige sten og fossiler, som måske stammer fra dinosaurtiden eller bare fra en parkeringsplads i Holbæk
• Forskellige fjer, fra det elegante til det lettere forpjuskede
• Gamle parfumeflasker, der stadig dufter af 1970’erne
• Glasting og prismer, der laver små regnbuer på væggen, når man holder dem i lyset
• Afrikanske insekter lavet af konservesdåser, fordi genbrug også er kunsthåndværk
• Et ægte hvepsebo (uden hvepse, det er pointen)
• Tørrede svampe og små poser med potpourri
• Knogler, kranier og enkelte fuglefødder til de modige
• Konkylier i forskellige størrelser, så der er én at lytte til havet i
• Et gammelt familieportræt af nogen, ingen kender
• En kokosnød, kogler og en slangeham
• Kalejdoskoper, en lidt slidt bamse og en pyntelig opsats

Listen er ikke udtømmende, og det er en del af charmen. Jo mere blandet kassen er, desto bedre fungerer den. Genstandene skal være spændende at røre ved, kigge på og helst også lugte til, og det er en stor bonus, hvis hver enkelt ting har en lille historie hængende ved sig. Den historie behøver i øvrigt ikke at være sand. Det opdager børnene først, når de bliver 27.

Hvorfor virker det?

En forundringskasse er den slags lavpraktiske pædagogik, der ikke kræver hverken skærm, batterier eller opdateringer. Den lægger op til samtaler om biologi, geografi, historie, slægtsforskning og lidt grøsserstemning på én og samme tid. Og så er den et fremragende alibi for at gemme alle de underlige ting, man alligevel ikke kunne kassere.

Tekst og oprindeligt foto bragt med tilladelse af Bjørli Lehrmann, Vestre Hus.