Gode råd om natløb
Når jeg cirka en gang om måneden drager afsted på tur med mine spejdere, er der præcis ét spørgsmål, jeg kan stille uret efter: “Skal vi på natløb?” Det kommer som regel, allerede inden rygsækkene er pakket ud, og inden den første pose haribo har skiftet ejer.
Svaret er selvfølgelig ja. Det ved børnene godt. De ved også, at de ikke får det at vide, før det er præcis tre minutter for sent at protestere. Sådan er ritualet, og sådan skal det være.
Af helt uudgrundelige årsager findes der ikke noget, et barn elsker højere end pludselig at blive vækket fredag aften, lige da soveposen endelig var ved at blive lun. Voksne ville kalde det grov uretfærdighed. Børn kalder det ferie.
Hvornår er det bedst at gå på natløb?
Vi er nu trådt ind i den varme tid, og den er som bekendt højsæson for natløb. Det er ikke iskoldt, det er ikke pløret, og børnene fryser ikke fingrene af. Når det er sagt, har natløb om vinteren også sin egen skæve charme: alle ligner Michelinmanden, alle taber halve vanter i mørket, og alle får hjemve efter kakao halvvejs igennem ruten.
Det er omkring nu, man som leder begynder at spekulere på det helt store spørgsmål: Hvor uhyggeligt skal det egentlig være? For laver vi aktiviteter for børn, må der naturligvis være en eller anden form for øvre grænse for uhyggen. Helst en grænse, der ligger et godt stykke før forældrenes tålmodighed.
Børn er uforudsigelige. Forældre endnu mere
Efter mange års natløb har jeg lært én ting med sikkerhed: børn er fuldstændig uforudsigelige, når det kommer til uhygge. Forældrene er om muligt endnu værre.
I en stor flok børn er hele spektret repræsenteret. Fra den frygtløse supermand, der gerne vil gå forrest med tændt pandelampe og uden snor, til den lille kylling, der allerede holder hånd med ledervoksen, før de overhovedet er nået ud af parkeringspladsen. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent hverdagens supermænd også er supermænd, når mørket falder på, og fyrretræerne begynder at knirke uden grund.
Hvor uhyggeligt må det være?
Svaret afhænger først og fremmest af børnene. Mellem drenge og piger er forskellen forsvindende lille. Den eneste reelle forskel er, hvor højlydt de viser, at de synes, det er uhyggeligt. Alder derimod betyder alt:
- 6-8 år: En kælder med en enkelt skygge er rigeligt til at fremkalde gråd og kakaobehov.
- 8-10 år: Det er nok, at det er blevet mørkt. Resten klarer fantasien.
- 10-12 år: Nu skal vi ind i en mørk skov, ellers tæller det ikke.
- 13-14 år: Her er der ingen øvre grænse. De er lige ved at tisse i bukserne, mens de højlydt forsikrer, at det slet ikke er uhyggeligt.
Som altid gælder det dog, at intet erstatter at kende sin egen flok. To grupper på samme alder kan reagere vidt forskelligt, så lad de første poster fungere som et lille termometer.
Uhyggens lille kemi
Det vigtigste at huske er, at det ikke er dig, der skal få kuldegysninger. Det er børnene. Synes du selv, det er uhyggeligt, så er det med absolut sikkerhed over grænsen for de fleste deltagere. Jeg husker stadig kælderen hjemme hos mine forældre. En totalt harmløs kælder, men alligevel rigeligt skummel til, at jeg gik en omvej ud i køkkenet.
Uhygge opstår, når vi får skåret en eller flere sanser væk, og fantasien får frit løb i tomrummet. Mørket fjerner synet, vores vigtigste sans. Til gengæld bliver hørelsen ekstra skarp, så enhver lille knækken af en gren lyder, som om en bjørn er ved at hente formiddagsmaden. Begynder adrenalinet først at strømme, går det kun én vej. Det er også derfor, det er en dårlig idé at begynde at løbe, når man er bange i en mørk skov. Bortset fra at man hurtigere kommer ud af den.
Rationaliteten er det første, der ryger. Vi ved alle godt, at bøhmænd, trolde og monstre fra det ydre rum ikke findes. Det ændrer bare ingenting, når man står helt alene mellem to graner.
Lidt pres er tilladt
Her lægger jeg mig sandsynligvis ud med en del mennesker, men: lidt pres er tilladt. Selvfølgelig skal vi ikke skubbe børn ud i noget, der vil mærke dem for resten af livet. Men ligesom de første nætter i sovepose ofte kræver lidt hjemve og lidt gråd, før de vænner sig til det, kan natløbet også have brug for et venligt skub i ryggen.
Pres er ikke det samme som tvang. Muligheden for at sige fra skal altid være til stede. Pres betyder bare, at “jeg vil hellere blive på sofaen” ikke er den første mulighed, der bliver foreslået.
I gruppeløb er gruppepresset den vigtigste motor. Hvor gruppepres ellers har et grumset omdømme, er det her det positive lille puf, der får en tøvende spejder med ud i mørket alligevel. Særligt smukt bliver det, når de ældre børn lover de mindste, at de nok skal passe på dem. De ti minutter kunne nogle ungdomspartier lære meget af.
Hvad gør man med dem, der virkelig ikke vil?
Skal nogle børn alligevel sige fra, må det ikke blive til et nederlag. Forbered dig, så der er en alternativ rolle klar:
- En voksen kan gå med rundt på løbet. Det er som regel nok til, at alle pludselig tør være med.
- Hav en kortere rute klar i nærheden af huset, bålet eller de voksne.
- Lad de mest tøvende få en lommelygte eller en walkie-talkie med kontakt til lederen. Det er forbløffende, hvor meget mod der gemmer sig i et lille stykke plastik med en knap.
Optakten gør halvdelen af arbejdet
Den rigtige stemning skabes lang tid før første post. Send børnene afsted i små grupper ad gangen. Tyve mand, der står og fniser i kø, dræber al uhygge i løbet af tredive sekunder.
Begynd med en historie. Uanset hvor hjemmebrygget og fuldstændig usandsynlig den er, gør den underværker, hvis bare den passer til ruten. Det kan være den om Savlemanden, der engang gjorde noget unævneligt i præcis denne skov, eller godsejer Esben Gnier, som gravede sine rigdomme ned netop her og nu vandrer rundt for at vogte over dem. Det er sjældent en god idé at gøre dem mere konkrete end det.
Løbstype og poster
Til natløb kan man bruge stort set alle de løbstyper, der findes. Personligt foretrækker jeg ubemandede poster, så uhyggen ikke bliver brudt af en frysende leder, der står og hopper i mørket og er endnu mere bange end børnene.
Midt om natten kan logisk tænkning desuden være en pænt stor udfordring, både for små og store. Derfor er gåder, koder og småopgaver, der kræver alvorlig tankevirksomhed, en taknemmelig disciplin. Endnu bedre bliver det, hvis posterne knytter sig til løbets historie. Sammenhæng er den bedste lim i mørket.
Og så er der naturligvis de uundgåelige ulækre poster. Ledetråde gemt i kyllinger, fisk eller krukker fyldt med uidentificerbare substanser er stort set obligatorisk. Brug fantasien, men brug også sund fornuft, så det ikke ender med en tur omkring lægevagten. Ethvert almindeligt køkken indeholder rigeligt med materiale til at lave noget, der ligner et lille mareridt på fingrene.
Lys i mørket
Mørket stiller krav til afmærkning af både rute og poster, medmindre I kan klare jer med skovstier, hvor sporet giver sig selv. Der findes intet bedre end levende lys.
- Syltetøjsglas: Fyrfadslys i bunden af tomme syltetøjsglas er klassisk og virker hver gang.
- Bagerpapirsposer: Den slags hvide poser, man får til to spandauere, er overraskende stemningsfulde. Lidt sand eller jord i bunden, et fyrfadslys ovenpå, og I har en lille papirslygte, som ser ud, som om den hører hjemme i en bedre film.
- Petroleumslamper og havelys: Mere robuste, men også mere stemningsfulde end en gennemsnitlig pandelampe.
- Diodeblink: Billige og praktiske, men savner den charme, som en levende flamme har. Brug dem som plan B.
Varighed og en ordentlig afslutning
Hvor længe natløbet skal vare, afhænger som altid af børnenes alder. For de lidt yngre er en time til halvanden helt passende. Til den tid er de halvt trætte, halvt forfrosne og helt klar til den vigtigste post af alle: en stor kop kakao, før de igen kan kravle ned i soveposen og fortsætte den nattesøvn, de aldrig fik begyndt på.
