To-mands katapult: den analoge raket
Lange somre, festivalpladser og bedstefar-fødselsdage har alle én ting til fælles: før eller siden får en voksen den glimrende idé at slynge et barn op i den blå himmel. Du kan vælge den dyre løsning med trampoliner, fjedrekanoner og en lille folder fra Arbejdstilsynet. Eller du kan vælge den klassiske: to-mands katapulten, hvor hele apparatet består af fire arme, en god aftale og et tilstrækkeligt højt fælles humør.
Det smukke ved konstruktionen er, at den ikke kræver noget. Ingen elastikker, ingen stativer, ingen samlevejledning på koreansk. Den eneste tekniske finesse, du skal mestre, er evnen til at tælle til tre i kor og slippe et barn på det aftalte tidspunkt. Det lyder enkelt, og det er det også, lige indtil nogen tæller for hurtigt.
Sådan rejser man en katapult
To voksne med rimelige håndled stiller sig ansigt til ansigt og griber fat om hinandens underarme, så der dannes en lille firkantet platform af fire arme. Det er affyringsrampen. Den lette og fnisende deltager sætter sig forsigtigt midt på platformen og holder fast om skuldrene på de to bærere, gerne med et fast, men værdigt greb. Motoren er nu samlet og varm.
Bærerne svinger passageren blidt frem og tilbage, mens hele forsamlingen tæller højlydt med. På tre giver de et koordineret skub opad, og piloten letter med et halvt forundret hvin. Højden afgøres af en kombination af bærerstyrke, ambitionsniveau og hvor god man var til at læse rummet før affyringen.
Et par praktiske detaljer
- Lov aldrig en afgangshøjde, du ikke selv kan stå inde for. To meter lyder smukt i teorien og koster i ryggen i praksis.
- Bliv enige om, hvilken vej op er. Asymmetriske affyringer er underholdende for publikum, men knap så for piloten.
- Tjek flyveruten for grene, parasoller, hængelamper og uopmærksomme hunde.
- Sørg for, at landingsstedet er græs, sand eller en blød trampolin. Fliser og opkørsler er ikke i den tilgivende afdeling.
- Skift bærere ud, før den ene siger jeg har det fint tre gange i træk. Det betyder altid noget andet.
Hvorfor virker det stadig?
To-mands katapulten har overlevet alle generationer, fordi den rammer en lille fysisk magisk note: at flyve, selv kun et splitsekund, føles vidunderligt for både den, der bliver kastet, og dem, der kaster. Den bygger på samarbejde fra første greb til sidste landing, og man slipper for at vente på, at nogen kommer tilbage fra skuret med ledningen til pumpen. Den bedste leg er ofte den, der ikke kræver andet end mennesker, der har lyst til at lave noget sammen.
| Materialer | Ingen, ud over fire arme, et solidt grin og en passager med flair for det dramatiske |
| Inde eller ude | Udendørs, gerne et sted med blødt underlag og frit luftrum |
| Sted | En græsplæne, en strand eller en gymnastiksal, alt efter hvad dagen byder på |
| Bemærk | Vurder størrelsesforholdet mellem bærere og pilot, før første affyring. Realistisk vurdering anbefales |
| Antal | Minimum tre. To løftere, en passager, og plads til en pæn venteliste |
| Alder | Bærerne skal være store nok til at løfte. Piloterne er typisk mellem fem og tolv, men store børn flyver også gerne |
| Varighed | Indtil armene siger fra, eller piloten glemmer at slippe på vejen ned |
