Når vi spiser kød tænker vi sjældent over, at det engang har været et levende dyr. Børn kan have godt af at opleve hvordan aftensmaden egentligt bliver til. Nu vil det være lidt drabeligt at skyde en ko for øjnene af børnene, så hvis man ellers har mod på at vise hvordan naturen nu engang er indrettet, så kan man passende lave kylling som i gamle dage.
Få fat i en eller flere levende høns. Da det ikke er særligt humant at tilberede dem levende, skal hovedet hugges af. Tag godt fat i benet på en høne, sving den kraftigt så hovedet slår mod huggeblokken, hvorved hønen mister bevidstheden. Anbring hovedet (hønens altså) på huggeblokken og ram præcist med et passende økseslag så hovedet ryger af. Hønen vil nu baske med vingerne og spjætte med benene. Du kan enten blive ved med at holde den eller lade den rende rundt på jorden. Forklar eventuelt børnene at hønen faktisk er død, og at det kun er reflekser. De skulle jo gerne kunne sove fremover.
Når hønsene har fået hugget hovedet af, skal de plukkes. Det er et større arbejde, som bør foregå udendøre. Både fordi det sviner og fordi det stinker af gammel hønsegård. Skold hønsene kort i kogende vand og begynd at trække alle fjer af dem. Sørg for at være meget grundig, da fjer i maden er mere ulækkert end hår.
Herefter skal hønsene renses. Sørg for at bruge rigeligt med vand, og undgå at punktere galdeblæren i hønen, da kødet så kommer til at lugte uappetitligt.
De rengjorte høns kan enten koges som en god gammel landkylling, eller de kan grilles på bål. Og sørg nu endeligt for, at de bliver kogt eller stegt nok.
Materialer | Høns Gryder |
Inde/ude | Indendøre og udendøre |
Sted | Intet særligt sted påkrævet |
Bemærk | Vær påpasselig med hygiejnen når der tilberedes fjerkræ. Og sørg for, at kødet er gennemstegt, da der naturligvis er en risiko for salmonella-bakterier. Hønsene skulle jo helst være det eneste der mistede livet.
Hvis man kender børnene godt nok, kan man godt lade nogle af børnene hugge hovedet af hønen, hvis man mener at de kan gøre det ordentligt. Man må ikke lade hønen lide, hverken af hensyn til den eller af hensyn til børnene. Og nej, børnene får ikke varige men af hverken at se på det eller at gøre det. Det er nu engang en helt naturlig del af vores og andre arters overlevelse, at nogen må lade livet. |
Antal | 0-100 |
Alder | 11-100 |
Varighed | Ikke angivet |
Skrevet af | Jan, 2001-07-25 18:29:16 |