Når jeg med cirka en måneds mellemrum drager afsted på tur med mine spejdere, er der een ting der er helt sikkert: Det første jeg bliver spurgt om er, om vi skal på natløb.
Faktisk er der flere ting der er helt sikkert: Ja, selvfølgelig skal de på natløb. De ved det også godt, og de ved også, at de aldrig får at vide om de skal.
Børn elsker det. Af mærkværdige årsager er der ikke noget de holder mere af, end pludselig at skulle ud på løb en sen fredag aften, eller måske når de endelig er faldet i søvn i soveposen.
Vi er nu gået ind i den varme tid. Det er som bekendt den mest oplagte tid at afholde natløb, hvor det ikke er alt for koldt om natten – men natløb om vinteren har nu også sin charme.
Det er ved denne tid, at man ikke kan, eller bør, lade være med at overveje, hvor uhyggeligt det nu skal være. Laver vi aktiviteter for børn, vil der naturligvis være en øvre grænse for uhyggen.
Jeg har lavet mange natløb gennem tiden. Det har lært mig, at børn kan være meget uforudsigelige, når det drejer sig om uhygge. Mindst ligeså uforudsigelig kan forældrenes reaktion være.
I en større gruppe af børn er det sikkert, at hele spektret er til stede. Fra den mest frygtløse supermand til den største kylling. Sjovt er det dog, at det ikke altid er hverdagens supermænd, der er supermænd når mørket er faldet på, og sælsomme lyde giver genklang mellem nåletræernes mørke.
Det første spørgsmål der trænger sig på er hvor langt man kan gå. Hvor uhyggeligt må det være? Svaret afhænger naturligvis først og fremmest af børnene. Der er næppe den store forskel mellem drenge og piger. Der er højest en forskel på hvor tydeligt de viser at de synes noget er uhyggeligt. Til gengæld er der naturligvis en stor forskel afhængigt af børnenes alder. De 6-8 årige vil synes at en ellers harmløs kælder med lidt skygger er skrækkeligt uhyggelig. For de 8-10 årige er det at det er blevet mørkt rigeligt til at få kuldegysen frem, mens de 10-12 årige skal ind i en mørk skov for at det bliver dejligt meget uhyggeligt. De lidt ældre børn er de mest ukuelige. Er de først nået op i 13-14 års alderen er der næsten ingen grænse for hvor uhyggeligt det kan blive. Selvom de er lige ved at tisse i bukserne, kan det næsten ikke blive skummelt og bloddryppende nok.
Uanset dette, så er der naturligvis forskel på børn. Det vigtigste er formentlig at kende den gruppe af børn man laver aktiviteterne med.
Uhyggens elementer
Det vigtigste at huske på er, at det ikke er dig, men børnene, der skal få kuldegysninger. Hvis du synes at noget er uhyggeligt, så kan du være helt sikker på, at det er i overkanten til de fleste børn. Jeg husker tydeligt kælderen hjemme hos mine forældre. En ganske harmløs kælder, men alligevel rigeligt uhyggelig til at jeg var bange for at gå forbi trappen ned til den.
Uhygge er, at vi bliver afskåret en del af vores sanser, og at visse ting bliver overladt til fantasien. Fælles for næsten alle mennesker er angsten for mørke. Mørket afskærer os fra een af vores vigtigste sanser – synet. Til gengæld bliver hørelsen ekstra skærpet, så enhver lyd der ville have unddraget sig vores opmærksomhed i dagslys pludselig bliver tydelig. Tomrummet mellem de to udfyldes af fantasien. Begynder adrenalinet først at flyde, bliver det kun endnu værre. Det er derfor det ikke hjælper at begynde at løbe, når man er blevet bange inde i den mørke skov – udover at man hurtigere kommer ud af den. Rationaliteten forsvinder, når nogle af vores sanser mangler, og fantasien får lov at sætte ind. Selvom vi alle ved, at der ikke findes bøhmænd, trolde og monstre fra det ydre rum, så er det alligevel de færreste af os der er vildt begejstrede for at bevæge sig rundt i mørke.
Pres
Jeg lægger mig uden tvivl ud med mange mennesker når jeg siger, at pres er tilladt. Selvfølgelig skal vi ikke presse børn til noget, som vil mærke dem for resten af livet. En lille smule pres er dog også nødvendigt for at skabe udvikling. Ligesom nogle børn skal gennemleve de første nætter med hjemve og gråd inden de vænner sig til at sove ude, så kan det også være nødvendigt at få et lille skub til at klare sig igennem det uhyggelige natløb. Pres er i denne sammenhæng ikke det samme som at det ikke er tilladt at sige fra. Den mulighed skal altid være til stede. Pres er, at det at melde fra ikke er den første mulighed der bliver bragt på bane.
Ved et løb hvor børnene går rundt i grupper er gruppepresset den væsentligste kilde. Hvor gruppepres normalt bliver opfattet som noget negativt, er det i denne sammenhæng det positive skub der kan få en dreng eller pige til alligevel at turde begive sig ud i mørket. Særligt positivt bliver det, som jeg ofte oplever det blandt mine 10-13 årige spejdere, at de lidt ældre børn forsikrer de mindre børn om, at de nok skal passe på dem.
Muligheden for at sige fra skal altid være til stede. Undgå at det bliver til noget negativt, at nogle børn siger fra. Rigtigt godt vil det være at have forberedt sig på situationen, så disse børn stadig kan være med til en del af aktiviteten, så det ikke føles helt så meget som et nederlag. Det kan for eksempel være, at en voksen kan gå med disse børn rundt på løbet. Dette er normalt tilstrækkeligt til at alle tør være med. Alternativt kan man have forberedt et andet løb eller en anden rute der foregår tættere på de vante rammer, fx tættere på huset, de voksne eller lignende. Det kan også, afhængigt af mulighederne, være at børnene får lov til at medbringe en lommelygte eller måske en walkie-talkie med forbindelse til de voksne.
Optakten
Vigtigt for ethvert natløb er optakten. Den rigtige stemning gives, hvis børnene kan sendes afsted i små grupper ad gangen. Det er mere uhyggeligt, end hvis 20 børn skal have instrukser på een gang. Start med en sælsom historie. Uanset hvor hjemmebrygget og usandsynlig den er, vil en historie der passer til løbet gøre underværker. Det kan være historien om Savlemanden, der engang slog sine børn ihjel i denne skov, eller godsejeren Esben Gnier, der gravede alle sine rigdomme ned i området.
Løbstype
Til natløb kan anvendes alle de former for løbstyper, som er omtalt i en anden artikel. Jeg synes dog, at ubemandede poster er at foretrække til et natløb, så uhyggen ikke bliver forstyrret af voksne ude midt i skoven.
Midt om natten kan logisk tænkning være en stor udfordring. Derfor foretrækker jeg også i stor stil at anvende poster, hvor der skal løses gåder og koder, eller tænkes alvorligt for at løse en opgave. Det er naturligvis bedst, hvis opgaverne har en sammenhæng med løbets optakt, så der bliver en gennemgående historie. Et rigtigt natløb skal byde på ulækre poster. Ledetråde gemt indeni kyllinger og fisk, eller nede i krukker med diverse uappetitlige substanser er simpelthen et must. Tænk dig om inden du laver dem, så det ikke bliver direkte sundhedsskadeligt, men ethvert køkken byder på remedier til at lave ulækre krukker.
Løbsafmærkning
Mørket stiller naturligvis nogle krav til afmærkning af ruten og posterne, medmindre løbet kan ske ad skovstier, hvor ruten giver sig selv. Der er ikke noget bedre til afmærkning af ruter end levende lys. Det kan du gøre ved at placere fyrfadslys i bunden af syltetøjsglas. Endnu bedre stemning giver det faktisk, at anbringe lysene i papirsposer – den slags hvide papirsposer man får hos bageren, når man lige skal have 2 spandauere. Fyld lidt jord eller sand i bunden, så posen bliver stående i fuldt udvidet form. Så kan du sagtens sætte et fyrfadslys ned i den – og det giver en dejlig stemningsfuld afmærkning. Petroleumslamper og kraftige havelys er naturligvis også en mulighed. Endelig kan de små blinkende diodelygter også ofte anskaffes til en lav pris, men de er knap så charmerende som levende lys.
Varighed og afslutning
Hvor længe et natløb skal vare afhænger selvfølgelig af børnenes alder, men for de lidt yngre må en time til halvanden anses for passende. De er trætte og det er formentlig halvkoldt. Slut eventuelt løbet af med en god kop kakao, inden det er tid for at komme i seng – igen.
