Bolcher

Bolcher: Sukker, sved og sejhed på en bageplade

Der findes få ting i livet, der er mere tilfredsstillende end at omdanne et halvt kilo almindelig hvid husholdningssukker til noget, der ligner små farvede ædelstene. Bolcher er gør-det-selv-konfekt for de tålmodige, de stædige, og dem der ikke er bange for at brænde fingrene en lille smule. Velkommen til en aktivitet, hvor termometeret er din bedste ven, og hvor en saks pludselig bliver et vigtigt køkkenredskab.

Bolchemassen er hjertet i hele øvelsen

Alt starter med bolchemassen. Den er fundamentet, motoren og diktatoren i denne aktivitet. Mængderne herunder giver omtrent 500 gram bolcher, hvilket lyder af meget, indtil familien har siddet om sofabordet i ti minutter. Så er der lige pludselig ingen tilbage.

Kom sukker, druesukker og vand i en stålgryde og rør massen igennem, indtil det ligner en jævn, lidt grumset blanding uden klumper. Sæt gryden på kogepladen ved fuld varme og placér termometeret i gryden. Nu skal du holde øje. Ikke kigge væk for at tjekke telefonen. Holde. Øje.

Når bolchemassen er blevet flot gylden, og termometeret rammer præcis 165 grader, er det tid til at få gryden af pladen. Hæld den varme masse ud på en bageplade smurt med en sjat vindruekerneolie. Massen er nu glohed og fuldstændig uforudsigelig, så undlad at stikke fingrene direkte i den.

Farver, smag og en del armbevægelser

Når massen er kølet ganske let af, kan farvestoffet tilsættes. Brug en spartel og ælt det jævnt ind i massen, indtil farven er ensartet. Lav små fordybninger i klumpen og dryp smagsstoffet ned i dem, fold massen over og ælt den igen. Gentag, indtil al smagsstoffet er sluppet ind. På dette tidspunkt minder hele øvelsen lidt om at lave brød, bare med risiko for at brænde sig.

Massen kan med fordel deles op i tre lige store klumper, som hver rulles til en lang pølse på pladen. Når pølsen har den rigtige tykkelse, klippes der bolcher ud med en saks. Det er her, den indre håndværker får et øjeblik i rampelyset.

Tre uskrevne regler om temperatur

Hele projektet står og falder med termometeret. Kommer temperaturen over 165 grader, smager bolcherne brændt, og ingen synes, at karamel med en eftersmag af bilværksted er særlig delikat. Når temperaturen omvendt er for lav, ender du med klistrede klumper, der med garanti hænger fast i tænderne i flere dage. Den smalle margin mellem succes og katastrofe ligger altså mellem 160 og 165 grader.

Det kræver øvelse, og det er helt fint

De første gange går det måske ikke perfekt. Måske bliver bolcherne lidt skæve, lidt for bløde, lidt for hårde, eller måske får familiehunden en uventet gevinst på køkkengulvet. Tag det roligt. Bolchemassen køler hurtigt af, og det er ikke unormalt at sidde tilbage med en sidste klump, der har forvandlet sig til en stenhård skulptur, før den nåede at blive klippet ud. Det er en del af spillet.

Når først grundprincippet sidder, åbner der sig et helt univers af varianter. Lakrids, mynte, lakridspulver, citron, hindbær, kanel, du kan blive ved. Lyster du noget mere avanceret som fyldte bolcher, mønstrede bolcher eller bolcher i sjove figurer, så er det værd at investere i en rigtig bolchebog. Der findes utroligt mange teknikker, og fagfolkene har brugt mange år på at perfektionere dem.