Skumfiduser

Skumfiduser fra bunden

Der findes to typer skumfiduser i denne verden: dem, der ligger i en plastikpose i supermarkedet og venter pænt på deres tur, og dem, man selv har pisket sammen, mens køkkenet langsomt forvandledes til et flormelis-overdrysset gerningssted med kun ganske svage spor af mord. De sidste smager bedst, og som bonus giver de den slags hjemmelavede stolthed, der kan bære en gennem mindst tre lange opvaske og to grundige tilsvininger af bordpladen.

Først skal der saft til

Begynd med at plukke vilde bær. Hindbær, kirsebær eller brombær er de klassiske valg, og hele øvelsen har den charme, at en pæn andel af høsten forsvinder direkte i munden på de små hjælpere undervejs. Det er bare prisen for at have arbejdskraft, der ikke koster timeløn. Kog saft af bærrene, eller, hvis tålmodigheden er løbet tør allerede inden gryden er fundet frem, snyd lidt med en god, koncentreret købesaft. Ingen vil dømme dig. Dem der gør, har under alle omstændigheder selv stået i køen ved kassen med en flaske.

Husblas, varme og lidt for høj musik

Bland saft og sukker i en gryde og kog det hele op. Sæt husblassen i blød i koldt vand i fem minutter, knug forsigtigt vandet af bladene, og smid dem i den varme saft. Lad det simre i tyve minutter, gerne mens du betragter det med den ærefrygt, der naturligt indfinder sig, første gang man arbejder med husblas og er ret sikker på, at det er en form for magi.

Tag gryden af varmen og lad blandingen køle af i ti minutter. Pisk derefter med en håndmikser, og pisk længere, end du tror er rimeligt. Vi taler omkring ti minutter, hvor køkkenet dufter af bær, motoren begynder at lugte lidt af varm metal, og naboerne har sandsynligvis lagt mærke til, at noget er på spil. Når massen står stiv og lyserød og næsten ligner skyer, er du i mål.

Form og flormelis i overdådige mængder

Hæld fidusmassen i passende forme, der er blevet drysset med et tykt lag sigtet flormelis. Med tykt lag menes tykkere end du tror, og så lige lidt mere. Når massen er helt kold, klipper eller skærer du den i mundrette stykker. Hvert stykke vendes flittigt i endnu mere flormelis undervejs, ellers ender hele molevitten med at hænge sammen som én stor klistret sukkerklump, der hverken ligner eller opfører sig som en skumfidus.

Den storslåede finale ved bålet

De færdige skumfiduser sættes på en pind og ristes få sekunder over et bål, indtil overfladen er sprød og let gylden, og indersiden er smeltet til en kompromisløs lille sky. Spises straks, helst med fingre, der i forvejen er klistrede, så hele oplevelsen bliver ægte og uden den forstyrrende illusion af, at man stadig er et velopdragent menneske.