Kæmpeludo – når et brætspil bliver fysisk træning
Almindelig ludo er udmærket, men det har én tydelig begrænsning: man sidder ned. Det er problematisk, hvis man er et stort selskab med god energi og en mistanke om, at sofaen ikke kan rumme alle. Løsningen er at blæse hele konceptet op til menneskestørrelse, så brikkerne bliver til folk, og hjemslag pludselig involverer bæring.
Sådan bygger man brættet
Selve forarbejdet er den største opgave, men det gode er, at man kan genbruge brættet til mange runder bagefter. Langt papir fra det lokale avistrykkeri er guld værd – mange steder forærer rullerester væk, hvis man spørger pænt. Tap flere baner sammen på undersiden, så får man et imponerende stort underlag, der kan tegnes op til et fuldt ludobræt med farver, hjemmebaner og målfelter.
Terningen kan man fabrikere af en passende papkasse med lige store sider. Sæt prikker på, gør den så stor som muligt og giv den et navn – det fortjener den.
Reglerne (cirka som derhjemme)
Reglerne er som i klassisk ludo, bortset fra at brikkerne nu har ben og en mening. Man slår med terningen, rykker det rigtige antal felter og forsøger at få alle sine spillere i mål, før modstanderne får snittet en taktisk fordel.
Hjemslag fortolkes lige så bogstaveligt, som man tør. Den blødeste version er, at den slåede brik selv går tilbage til start. Den festligste er, at vedkommende skal bæres derhen af resten af holdet. Vælg ambitionsniveau efter selskabets ryg- og lattermuskler.
Ekstrafelter til de eventyrlystne
- Et felt hvor man skal synge holdets navn på melodien fra Mester Jakob.
- Et felt hvor man skylder modstanderen et kompliment, helst overdrevet.
- Et felt hvor man rykker tre frem, hvis man kan stå på ét ben, mens terningen rasler.
- Et felt der bytter to vilkårlige brikker rundt på brættet og skaber lige nok kaos til, at alle griner.
Reglerne må gerne være lidt absurde – hele pointen med en kæmpeudgave er, at man giver sig selv lov til at lave det om.
Hvis holdene ikke går op
Skulle der opstå skævhed i antallet, kan man supplere de underbemandede hold med rekvisitter. En stol kan udmærket spille rollen som brik, hvis man bare lover at flytte den med samme højtidelighed som de øvrige spillere. Plysdyr eller en venlig hund fungerer også, men hunden vil typisk improvisere.
| Materialer | En meget stor bane (papir fra avisruller fungerer fint), tape, tuscher i fire farver og en hjemmelavet kæmpeterning af en papkasse. |
| Inde eller ude | Indendøre, helst i et lokale med god gulvplads og forståelse for, at der er folk, som går rundt på et stort stykke papir. |
| Sted | En gymnastiksal, et fællesrum, en stor stue eller et garageanlæg uden biler. Ingen særlige krav, bare plads. |
| Bemærk | Tegn brættet med tydelige felter, ellers ender man i diskussioner om, hvorvidt et fodaftryk dækker hjemmebanen eller ej. |
| Antal | 12-20 deltagere. Færre kan godt lade sig gøre, men så bliver brættet meget tomt. |
| Alder | Fra 8 år og opefter. Voksne tæller også – især hvis de gerne vil bæres tilbage til start. |
| Varighed | Omkring halvanden time. Lidt mere, hvis bærereglen vinder indpas. |